Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

308 DYRENES LIV pæiske. Denne Familie udmærker sig fremfor nogen anden ved Størrelse og Skønhed i Form og Farve, og til den hører de største af alle Biller. Ejendommelig for denne Familie er ogsaa en stor Ulighed imellem Han og Hun af samme Art, idet Hannerne ofte har særegne Prydelser i Form af Udvækster paa Hovedet eller Forbrystet eller paa dem begge, ja i enkelte Tilfælde er saa afvigende fra Hunnerne i Farve o. s. v., at man ofte kan nære Betænkelighed ved at henregne dem til samme Art. Mærkeligt nok er denne Ulighed stærkest hos de største Arter og formindskes eller bortfalder hos de mindre. Men til Trods for alle Uligheder stemmer alle disse Tusinder dog overens i at have forholdsvis korte Følehorn, hvis sidste Led danner en bladet Kølle. Saasnart Billen begynder at flyve eller overhovedet bliver livligere i sine Bevægelser, udbredes denne Kølles Blade som en Vifte. Hvor tung Kroppen end er, har de fleste som Følge af den kraftige Udvikling af Vingerne en temmelig rask og udholdende Flugt. De bløde, krumme Larver lever, ligesom Billerne selv, kun af Plantestoffer, og flere tilføjer undertiden vore Brugs- og Næringsplanter stor Skade, medens andre holder sig til døde Plantedele. Denne Familie falder i to store Grupper, nemlig i dem, der lever af Gødning, og i dem, der lever af friske Plantedele. Hos den første Gruppe ligger Baglivets Aandehuller kun i Forbindelseshuden imellem Ryggens og Bugens Halvringe, hos den anden dels i hin Forbindelseshud og dels paa Bugringene selv. Den første Gruppe, Coprophaga, omfatter for største Delen smaa eller middelstore, gravende Biller, der, ligesom Larverne, lever i Gødning, især i Hovdyrenes. Ved skarp Lugtesans sporer de i lang Afstand enhver frisk Ophobning af Gødning og kommer straks flyvende til. Den hellige Torbist (Ateucus sacer) er saa vel i biologisk som i arkæologisk Henseende et interessant Dyr, der har hjemme i Middelhavslandene og spillede en vigtig Rolle i de gamle Ægypteres Dyrekultus. Om denne og dens Slægtninge, der alle sammenfattes under Navnet »Pillebiller«, skriver Vilh. Bergsøe bl. a.: »Enhver kender vistnok de »Scarabæer«, som, udskaarne i Onyks, Jaspis eller Agat, bares af Oldtidens Romere, og de fleste har vel hørt Tale om de mægtige »Scarabæer«, som, udhugne i Granit eller Porphyr, endnu smykker de ægyptiske Tempelrester sammen med Sfinkser og Hieroglyfer. Det var Tegningen af en saadan Scarabæ, at Ægypternes hellige Apis skulde have paa sin Tunge, og paa de tusindaarige Mumiers Bryst finder vi endnu »den hellige Scarabæ« indenfor de Lærredsstrimler, der udgjorde Ligdragten. Oldtidens Folk havde besynderlige Tanker om disse besynderlige Dyr. De var, efter deres Mening, alle Krigere, alle klædte i Panser og Plade, alle af mandligt Køn, thi de foragtede Kærlighed. Kuglen, som de møjsommeligt rullede afsted, var Jord-