Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

INSEKTERNE 321 Lyset sin Glans og Styrke. Ogsaa Larverne lyser, men betydeligt svagere og uden det hos de fuldkomne Insekters saa fremtrædende grønlige Skær. Imidlertid kan dog ogsaa de, naar de er til Stede i Mængde, frembyde et interessant Syn. Vi mindes saaledes, at vi en Nat langt ud paa Sommeren paa vor Vej over en engkranset jydsk Aa, blev opmærksom paa et svagt Lys i Græsset, som viste sig at hidrøre fra St. Hansormelarver. Det var blaaligt fosforescerende og tiltog i Styrke, naar man tog Larven i Haanden. Hvor vi end vendte Blikket, var der paa det ikke lille Terrain Hundreder og atter Hundreder af lysende Smaadyr, et Mylder af St. Hansormeyngel, som vi aldrig havde tænkt os Muligheden af. Tidligere paa Aaret maa her, da Billerne fejrede deres Bryllupsfest under lysende Illumination, have været et fortryllende Skue at nyde. Lysets Natur er endnu ikke fuldt udredet. Under de lysende Pletter ligger et cellerigt Fedtvæv, i hvilket en Mængde fine Luftrørsgrene slynger sig; formodentlig tilføres der gennem dem en iltrig (surstofrig) Luft, der muliggør en langsom Forbrænding af Fedtet. Det staar i Dyrets Magt at lade Lyset skinne mere eller mindre stærkt, men næppe helt at slukke det, og man kan ved Pirring faa det til at glimte mere intensivt frem. Formaalet med Lysevnen er, i alt Fald i første Linie, at vise Hannerne Vej til de vingeløse Hunner. Hermed er dog hverken Hannernes eller Larvernes Lysen forklaret, men det kan maaske antages, at Hunnen først har erhvervet denne, og at den saa, efterhaanden som den ved det naturlige Udvalgs Virken blev stærkere udpræget, gik, om end svækket, i Arv til Yngel og til Hanner. Egenskaber erhvervede af det ene Køn har Tilbøjelighed til ved Arv at overføres til det andet og til at optræde hos Unger af begge Køn, om de end vedbliver at være stærkest udprægede hos det Køn, der først blev udrustet med dem.« Naar man ved Vintertid vender en større Sten ved Udkanten af en Skov, ved et Havegærde eller paa et lignende Sted, vil man ofte finde en med lidt Jord dækket Grube, hvori der ligger et lille, fløjlssort Dyr, som er stivnet af Kulde. Venter man derimod, til det milde Foraarsvejr indtræffer, finder man det lille Dyr i Færd med at udse sig en eller anden af sine smaa Sovekammerater til Bytte. Man kan ogsaa finde det paa Veje, i Begreb med at udsuge en nylig søndertraadt Bille. Men hvor man end træffer dette Dyr, kan man straks kende det paa den mørke, fløjlsagtige Filt, hvormed det, paa den forreste Del af Hovedet nær, er tæt beklædt. De korte Lemmer paa Kroppens tre forreste Ringe viser, at det ikke er en Orm, men Larven til en Bille. 1 Slutningen af Marts og i Begyndelsen af April ser man ikke sjældent denne Larve angribe en Larve, idet den holder saa fast i sit Bytte, at den lader sig tage op fra Jorden uden at slippe. I April eller Maj forpupper disse for Gartneren nyttige Dyr sig, og næste Foraar fremkommer der en slank, sort, egentlig ikke smuk Bille, som besøger Blomster- Brehm: Dyrenes Liv. III 21