Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

28 DYRENES LIV Kirke gemmes et Aborrehoved, som er omtrent 32 Ctm. langt, hvad der svarer til en Kroplængde af P/3 M. Efter Aborrens Forekomst taler man om Ferskvandsaborre og Strandaborre. I Norges Floder og Indsøer helt op i Finmarken er denne Fisk omtrent lige saa almindelig som i Danmark, og den findes over saa godt som hele Europa og en stor Del af det nordlige Asien. Aborren staar i Reglen ikke højt i Vandet, men i det mindste henved 1 M. under Overfladen; dog jager den af og til i varmt Vejr efter Insekter i Vandskorpen, ja springer endog op over den for at fange dem. Snart strejfer den om langs Bredderne, og snart træffer man den paa Lur bag Vandplanterne eller under fremspringende Brinker, eller hvor Vandet er i rask Bevægelse, saasom foran Møllehjul, Sluseværker o. s. v. Om Efteraaret søger den ud til dybere Steder, og at den endog til Trods for det store Vandtryk kan findes paa meget stor Dybde, bekræftes af v. Siebold, der paa Bodensøen var Vidne til Fangsten af saadanne Dybvandsaborrer. Han fortæller, at Munden hos alle disse Aborrer var fyldt med et underligt, tungelignende Legeme, der endog hos nogle af Fiskene hang ud af Munden. Dette Legeme fandt v. Sieboldt at være Aborrens udkrængede Mave. (Sml. Figuren S. 19). Ved at aabne Bugen saa han, at Svømmeblæren var sprængt indvendig fra, og da Luften derfor var trængt ud i Bughulen, havde den trykket Maven frem igennem Svælget, saa snart Aborrerne unddroges det store Tryk i Vandet. Som i Indledningen omtalt viser det samme Forhold sig hos flere andre Dybvandfisk, naar de bringes op over Vandet. — Aborren hører ligesom de andre Aborrefisk til de graadigste Rovfisk. Af og til havner dens Slugvorenhed sig imidlertid, idet den enten saares af Hundestejlens skarpe Pigge eller har det Uheld at faa den fangne Fisk klemt fast i en af Gællespalterne. Naar Aborren er tre Aar gammel, er den omtrent 6 Ctm. lang og er da forplantningsdygtig. Legetiden falder i Reglen i April og Maj. Saa snart Legetiden kommer, stimer Aborrerne ind mod Bredderne og søger sig Steder, hvor der findes en tæt Grøde af Rør, Siv o. s. v. Der lægges omtrent 80,000 Æg af hver Hun, men Antallet kan stige indtil 300,000. Krøyer skildrer Forplantningen paa følgende Maade: »For at skille sig ved Æggemassen gnider Hunnen Bugen imod Sten og lignende haarde Legemer; ja man paastaar endog (hvad der imidlertid maaske ikke tør anses for ganske sikkert), at den skal indbringe Spidsen af et Siv i Æggegangen for at uddrage en Del af den sejge Slim, hvori Rognkornene er indhyllede, og dernæst, ved at fjærne sig under bugtende Bevægelser, fremtrække hele Massen. Denne har Form af en paa forskellig Maade sammenviklet Snor, hvilken stundom kan være over 2 M. lang og kan sammenlignes med Frøleg formedelst den omgivende Slim. En nærmere Undersøgelse viser, at den er sammensat af smaa Kugler eller Klumper, hver bestaaende af fire til fem i et fælles