Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

372 DYRENES LIV staaende Slavehold, at de ikke engang kan spise selv. Sætter man et Antal Amazonmyre-Arbejdere i et Glas med rigelig Føde, viser det sig straks, med hvor liden Ret de bærer Arbejdernes ærlige Navn. De sulter ihjel, hvis man ikke sætter nogle Slaver ned til dem. Men gør man det, kommer der snart Gænge i Tingene: de mader Herrerne, renser og pudser dem, tager fat paa Byggearbejdet o. s. v. Undertiden er Amazonmyrerne endog for dovne til at gide udføre det eneste, de tager sig for: Røvertog nemlig. Da søger Slaverne at opmuntre dem dertil, de haler dem ud af Tuen, puffer til dem o. s. v. Driver de det for vidt, tager Herren Slavens Hoved mellem sine sylspidse Kindbakker, og ydmyger denne sig da ikke straks, er det ude med den. Men i Almindelighed føjer Herrerne sig og drager ud paa det af Slaverne ønskede Tog. Hvor stor Udstrækning Slaveholdet kan antage, viser følgende: Et Samfund af Amazonmyrer foretog i Løbet af 30 Dage 44 Rovtog, af hvilke de 28 lykkedes fuldtud, de 9 kun delvis; de øvrige mislykkedes. I alt blev der en Sæson igennem af et andet, stærkt Samfund røvet c. 50.000 Pupper. Skønt vi hos de palæarktiske Myrearter kun undtagelsesvis finder den 4de Form, de storhovede »Soldater« med de vældige Kindbakker, er de dog krigerisk anlagte og vel udrustede til Kamp. Arbejdernes Kindbakker er gode Vaaben, og desuden har de jo som bekendt en Gift til deres Raadighed. Denne, Myresyren, afsondres af Kirtler i Bagkroppen og udsprøjtes gennem dennes Spids. Naar en Myre har bidt sig fast i vor Hud, ser vi den derfor ogsaa hæve Bagkroppen og føre dens Spids hen til Saaret, i hvilket den da sprøjter Giften ind. Andre, men rigtignok kun faa europæiske Arter, har en Giftbrod i Bagkropspidsen (Stikmyrer). Inden vi forlader de europæiske Myrer, vil vi endnu tilføje nogle Smaatræk, der kan kaste lidt Lys over deres i Reglen undervurderede Aandsliv. De kan meddele sig til hinanden, rimeligvis ved Hjælp af et Slags »Følehornssprog«, berette hinanden, hvor der er Føde at hente o. 1. Medlemmer af samme Tue kender hverandre, vistnok ikke individuelt, men som hørende til ét Samfund, og som det synes spiller Lugtesansen Hovedrollen herved. John Lubbock mener dog at have Grund til at tro paa virkelig individuelt Venskab mellem Myrer. Huber har set Myrer lege Skjul, slaas paa Skrømt med hinanden som Hundehvalpe, brydes o. 1., og Moggridge paa-staar at have set, hvorledes saarede efter en Kamp blev bragt ned til et lille Vand, badet og tørret i Solen. Det er ogsaa blevet sagt, at de ikke blot begraver de døde, men at slaveholdende Myrer begraver Ligene af »Herrerne« enkeltvis i Rækkegrave, medens Slavernes Lig blot slæbes ud af Tuen uden at blive begravede. Naa! man behøver jo heller ikke at tage alt, hvad der saaledes berettes, for gode Varer, der bliver nok endda af virkelig konstaterede Fakta at forundre sig over. Saa vanskeligt det er at dømme om os saa fjernt staaende Dyrs Aandsliv og Aandsevner, et er vist — alt lader sig ikke forklare som og ved Instinkter. Allerede