Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

378 DYRENES LIV I Krattet ved Siden af Vejen spredte de ankommende Arbejdere sig over et Areal paa nogle Kvadratmeter. Nogle kravlede til Vejrs i de lave Buske og gav sig til at bide Stilken over paa de smaa Blade. Derpaa svang de det afbidte Blad op, saaledes at det kom til at slaa paa Højkant oven paa Hovedet, og holdende det godt fast i denne Stilling med Kæberne gik de ned eller lod de sig falde ned for at tiltræde Tilbagemarchen til Tuen. Var et Blad for stort, klippede de det tværs over med de skarpe Kindbakker, og var det for omfangsrigt til saaledes at halveres, klippede de et halvrundt Stykke ud af det, saaledes at Snittet udgik fra den ene Kant og mødte denne igen et Stykke fra Udgangspunktet. Under dette Arbejde klamrede de sig fast til det til Afbidning bestemte Stykke og reddede sig først i sidste Øjeblik over paa Resten af Bladet. De var ingenlunde kræsne med Hensyn til, hvilke Blade de valgte, og nøjedes ikke med Buskenes, men tog ogsaa til Takke med forskellige, urte-agtige Planter, med Græsblade, med Frøblade af nylig spirede Urter, ja endog med affaldet, helt eller halvtvissent Løv. Rimeligvis var Grunden hertil Stedets tarvelige Vegetation, thi under andre Forhold er de meget omhyggelige i deres Udvalg og kaster sig over bestemte Træarters Blade. Uheldigvis foretrækker de dyrkede og navnlig indførte Træer, saasom de forskellige Orangesorter og Bananer, og de har mange Steder umuliggjort Plantagedrift. De skaa-ner heller ikke Blomster, men slæber af baade med Kronblade og Støvdragere, og man har endog set dem skære Sommerfuglevinger i Stykker og transportere dem hjem. Hvor de kan skaffe sig Adgang til Kornoplag, til Grynbeholdninger o. L, plyndrer de dem uden Naade. Er Vejen til Tuen meget lang, mødes de hjemvendende, belæssede Arbejdere paa Halvvejen af Kammerater, der befrier dem for deres Byrder, som de saa bærer Resten af Vejen, og naar de arbejder i et højt Træ, kaster de undertiden de afklippede Bladstykker ned til Arbejdere, der venter ved dets Fod, for paa den Maade at lette Arbejdet for alle og spare Tid. Det var en jævn Blæst, da jeg iagttog Bladskærerne paa Kuba, og den lagde dem mange Hindringer i Vejen. Her kom en af de mindste Arbejdere ilende hjemefter med en Stump af et Græsblad, 5—6 Gange saa lang som den selv. Et Vindpust tog fast i den og dens Byrde og kørte den trimlende 2 eller 3 Meter ud af dens Vej, indtil en lille Sten eller en Huling i Grunden standsede dens Fart. Bladet havde den ikke sluppet, men dygtig fortumlet var den, og den havde tydelig nok ikke Spor af Begreb om, hvilken Retning den skulde slaa ind paa for at naa hjem. Efter at have sundet sig lidt, stak den af efter en eller anden tilfældig Kompasstreg, og det er vist saare tvivlsomt, om den nogen Sinde er naaet hjem. Tog man fat i saadan en vildfarende Sjæls Byrde, holdt den trofast ved, saaledes at man kunde undersøge den og putte den i Samleglasset, uden at den slap. Bar man den hen til Kolonnen, sluttede den sig siraks til denne, men undertiden gik den først et Stykke Vej i den