Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

PIGFINNEFISKENE 31 Kyster indtil en Dybde af 1000 M. og lever af Bloddyr og smaa Fisk. Dens Kød er meget yndet i alle Egne af dens Hjemstavn. For Resten er den meget mere udbredt, end man tidligere mente, og træffes saaledes ved de britiske Kyster og ved Bergen, hvor man har taget den paa 100 Favne. Sit Navn har den af, at den hyppig holder til ved drivende Vrag. Til en artrig Slægt (Serranus) hører Skrift aborren (S. scriba) en 20 — 30 Ctm. lang, pragtfuld Fisk, som omtrent vejer et halvt Kilo. Den er teglrød med brede, mørkeblås Tværbaand og med lasurblaa, krumme, skriftlignende Streger; Bugsiden er gul med røde Punkter, og paa de gule Finner er der rødblaa Pletter. Denne Fisk opholder sig ved Middelhavets stenede Kyster, hvor der er nok af Smaaflsk og Krebsdyr samt gode Skjulesteder. For Resten kender man meget lidt til dens Levemaade. En anden Art, der ligeledes lever i Middelhavet, er den saakaldtc Barbér (S. anthias), som især er kendelig ved, at den tredje Pigstraale i Rygfinnen hæver sig langt op over de andre Straaler. Ogsaa den er en pragtfuld Fisk; Grundfarven er skinnende rosenrød med Guldskær paa Siderne og Sølvskær under Bugen. Hovedets Sider er tegnede med tre guldgule Baand og dets øverste Del med metalgrønne Baand, der fortsættes ned over Ryggen som halvt udviskede Pletter. I Nærheden af Rom kaldes denne Fisk Canario-, den efterstræbes ikke meget, da dens Kød er mindre godt. * , * * Fjæsingfiskene (Trachinus) har en langstrakt, sammentrykt Krop med smaa Skæl; Øjnene sidder nær ved hinanden og nær ved Snuden og er opadvendte; Munden stiger stærkt opad og har talrige Raspetænder; Gællelaaget er væbnet med en stærk Pig. Bugfinnerne sidder foran Brystfinnerne, og Rygfinnen er delt i to Dele, af hvilke den første er meget kort, den anden meget lang; ogsaa Gattinnen er meget lang, og Gattet sidder nær ved Hovedet. — Alle til Fjæsingerne hørende Arter lever paa Havets Bund, især paa flade, sandede Steder, undertiden endog paa Steder, som af og til bliver tørre i Ebbetiden; de roder sig der ned i Sandet, saa at kun Hovedet er frit, og venter spejdende med de opadvendte Øjne paa ethvert Bytte, som svømmer eller kryber hen over dem, hidlokker det maaske endog ved at bevæge Finnerne, hæver sig pludselig op fra Sandet, styrter løs paa Byttet og griber det næsten ufejlbarligt. Skønt disse Fiskes Kød er godt, hades og frygtes de af Fiskerne for de spidse Rygpigge og Piggen paa Gællelaaget, hvormed de kan bibringe smertelige Saar, hvorfor man fra gammel Tid har mistænkt dem for at være giftige. Fjæsingen (Trachinus draco) er en temmelig almindelig Fisk langs de fleste nordiske Kyster. Dens omtrent 30 Ctm. lange Krop er 6 Gange længere end høj, og dens Farve er lige saa smuk som mange Pragtflsks. Kroppens Sider er nemlig tegnede med smaragd-