Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

PIGFINNEFISKENE 35 den største europæiske Art. Dens Sidelinie er glat, og den har undertiden ret smukke Farver; Ryggen er graarød eller brunlig som Rødkridt og Siderne orangefarvede med et gyldent Skær; Bugen er hvid og Bugflnner og Gatfinne rødlige eller gulagtige. Brystfinnerne er mørke med en himmelblaa Rand paa den indre Side. Disse Fisk træffes fra Middelhavet til Polarkredsen. Om deres Levemaade meddeler vi efter Krøyers »Danmarks Fisk« følgende: »De frie Straaler foran Rygfinnerne danner efter al Rimelighed Redskaber til at føle med og er forsynede med store Nerver. Fisk, der er forsynede med Føleorganer i Form af Skægtraade o. s. v., plejer i Almindelighed at leve nær Bunden. At dette ogsaa er Tilfældet med Knurhanerne, slutter man med Føje deraf, at de hyppig fanges i Fiskeredskaber, som drages langs Bunden. For at søge Næring paa Bunden af Havet er deres fri Straaler maaske saa meget mere nødvendige for dem, som deres Lugtenerver kun er lidet udviklede, hvorimod paa den anden Side Synsnerver og Øjne er store. Hovedels Bepansring og Snudens Form synes ogsaa at gøre Knurhanerne skikkede til at søge i Bunden og mellem Stene efter Næring, og den ligesom afslidte Tilstand, Snudens Pigge ofte viser, især hos større Individer, indeholder maaske en Bekræftelse paa, at disse Fisk virkelig paa denne Maade ofte skaffer sig Næring. Deres for Svømning fortrinligt indrettede Bygning kunde maaske findes i visse Maader at staa i Modsætning til Opholdet paa Bunden; især naar tillige mærkes, at alle Arterne er forsynede med en temmelig stor Svømmeblære. Knurhanerne holder sig heller ingenlunde altid paa Bunden; i det mindste hæver den graa Knur sig til visse Tider af Aaret og gennemløber større eller mindre Strækninger i Havet med betydelig Hurtighed. Dette slutter jeg deraf, at den flere Steder i Kattegattet i Maanederne Juli og August »dørges« tilligemed Makrelen. Denne Fiskemaade er, som bekendt, beregnet paa Makrelens Hurtighed og udfordrer en mild Kuling, hvilken derfor ogsaa af Søfolk kaldes Makrelkuling. Heri indeholdes altsaa Bevis baade for, at den graa Knurhane paa denne Tid forlader Havbunden, og at den er en hartig Svømmer. Men jeg har endvidere hørt fortælle, at naar Kulingen tager til, erholdes ved det ovenomtalte Fiskeri ingen Makreler, men blot Knurrer. Dersom dette forholder sig saaledes, synes man deraf berettiget til at slutte, at Knurhanen svømmer hurtigere end Makrelen, der dog regnes blandt de fortrinligste Svømmere. I de egentlige Vintermaaneder iagttages Knurhanerne sjældnere og holder sig maaske rolig paa Havbunden. Vore Fiskere frygter flere Steder paa Kysterne Stikket af den graa Knurhanes Pigstraaler lige saa meget som Fjæsingens.« Flyveknurhanen (JDactylopteriis') har overordentlig lange Brystfinner, hvis bageste Del har talrige Straaler, der næsten er lige saa lange som hele Kroppen. Middelhavets Flyveknur (Z). volitans) er den mest bekendte Art. Ryggen er mørk marmoreret paa smuk lysebrun Grund, Siderne er lyserøde og sølvglinsende.