Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

426 DYRENES LIV kan da anrette megen Skade. Herom skriver Dreyer: »Et Nonneangreb skildres som højst mærkværdigt. En skønne Dag kaster en Sværm sig over Skoven; som store Snefnug drysser de lyse Sommerfugle ustandseligt ned over de dødsdømte Træer og bedækker Stammer og Grene med deres tyngende Masser. Milliarder drukner i Floder og Søer, der ser ud, som laa et Lag hvidt Skum hen over dem, og undertiden føres de af Vinden ud over Havet og skylles siden op paa Stranden, hvorfra Befolkningen kører dem ud paa Markerne som Gødning. Efter Parringen dør Hannerne og efter Æglægningen Hunnerne og bedækker Skovbunden i tykke Lag. Næste Foraar myldrer Larverne frem og afløver særlig Naale-, men ogsaa Løvtræerne over store Arealer. Skoven ser trist og forkommen ud med de nøgne, strittende Kroner, under hvilke Larvernes Ekskrementer falder til Jorden som en uafbrudt, tæt Regn, medens mangfoldige Grene knækker under Dyrenes Vægt. Næste Aar gentager det samme sig, men saa indfinder sig et Utal af Snyltere: Hvepse og Fluer, som tilintetgør Yngelen i Løbet af et Aarstid eller to. Skoven Grantræer besatte med Nonner. bliver dog ikke mindre sørgelig at se til for det. Tværtimod! Store Hobe af syge og dræbte, raadnende og stinkende Larver samler sig under de nøgne, triste Træer. Selv om der endnu er Liv i en Del af disse, bukker de dog under for Angreb af Snude-og Barkbiller, og af den frodige Naaleskov, som tidligere dækkede Tusinder af Tønder Land, er kun værdiløse, ødelagte Stammer tilbage. Nu bliver det farligt at færdes i den, thi selv en middelstærk Vind kan uden Varsel vælte de frønnede, af Larvegange svækkede Skovkæmper, saa de styrter bragende om, for i deres Fald at true den uforsigtige, der har vovet sig ind imellem dem. Paa