Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

INSEKTERNE 449 Dyndfluen (Eristalis tenax) findes fra tidlig om Foraaret til langt ud paa Efteraaret. I Form og Størrelse ligner den en Dronebi og brummer som den, naar man tager den i Haanden. Sit Navn har den fra Larven, som lever i Dynd, især i Rendestene o. desl. Hist og her kaldes den ogsaa »Rottebalemaddiken« eller »Rotten«. Den bliver 17,5 og den traaddannede Hale 19,5 Mm. lang. Under Bugen har den Rækker af Børster, ved Hjælp af hvilke den kryber til tørre Steder for at forpuppe sig. Det er denne Flueart, der ligger til Grund for Oldtidens Beretninger om Bisværme, som skulde opstaa af forraadnede Stoffer. Bremserne (Oestridae) snylter som Larver især paa Hovdyrene. I de hede Jordbælter angribes Mennesket undertiden ogsaa af Bremser, hvis Larver er bievne fundne i Hovedhuden, Næsehulen, i det ydre Øre, ja endog Maven, idet en eller anden af de Hestebremse, a Æg siddende paa et Haar, b ung Larve, c Larven udvoksen d Bremsen, e Puppen med opskudt Laag (a og b forstørrede). Arter, som snylter hos Husdyrene, har forvildet sig til Mennesket. Bremselarverne lever enten under Huden af Materie fra de Bylder, som de frembringer, eller hæfter sig fast i Maven eller Tarmene eller hjemsøger Næsehulen og Svælget. Naar de er udvoksede forlader de »Værten« for — ovenpaa Jorden eller tæt ved Overfladen at forvandle sig til en Tøndepuppe. Bremserne selv lever kun en kort Tid, i hvilken mange af dem under en stærk Summen flyver om i Solskin. De har ualmindelig svagt udviklede Munddele som næppe kan bruges til at optage Føde. Den seksledede Bagkrop ender hos Hunnen i et langt, udstrækkeligt Læggerør. Hestebremsen (Gastrus equi) er 13 — 17 Mm. lang. Panden saavel som Brystets Rygside er beklædt med en tæt, brungul Pels som foran Vingerne gaar over i et sort Baand. Benene og den største Del af Bagkroppen er mørk voksgul. Vingerne er lidt uklare og har Pletter. Denne Flues mærkelige Udviklingshistorie begynder med, at Hunnen omklamrer et Haar paa en Hest, et Æsel eller et Muldyr for at fæste et af sine syv Hundrede, ejendommelig formede Æg dertil. Mange af de udklækkede Larver gaar til Grunde, men det lykkes dog altid en Del af dem at blive slugt ved, at Dyret slikker sig, og paa den Maade at komme ned i Maven. Larverne Brehæ: Dyrenes lav. HI. 29