Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 590
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
582
DYRENES LIV
De mangekamrede Slimdyr, hvortil de ovenfor nævnte Globigeriner hører, har for det meste en Kalkskal, der er sammensat af Kamre, som i Almindelighed er kendelige paa Skallen,
Hos nogle ligger Kamrene i lige Linie bag hinanden, hos andre danner de nydelige Sneglehuse eller minder om Nautilskaller. Fora-minifererne udmærker sig ved, at alle Kammervæggene er gennemborede med fine Huller, og Slimen spredes derfor igennem dem. Til dem hører de før nævnte Numu-1 i tt er, Kæmperne blandt Urdyrene, idet deres Skaller er paa Størrelse som en Krone og derover.
De simplest organiserede Slim-
En Rhizopod med mangekamret Skal (Foraminifer).
En Amøbes Deling.
dyr og dyriske Eksistenser, vi kender, er de i Salt- og især i Ferskvand saa almindelige Amøber (ordret: »de formløse), smaa, formskiftende Protoplasmaklumper, der mangler Cellehinde og i en flntgrynet Masse indeslutter en Cellekærne. Som det hedder i >Vor Klodes Dyr«: »De Livsytringer, en saadan Amøbe frembyder, er ikke mange. Først kan den bevæge sig, idet den kryber hen ad Genstande i Vandet ved Hjælp af Protoplasmaudløbere, Pseudopodier; dernæst er den Sæde for et Stofskifte som det, der er karakteristisk for den dyriske Organisme i Modsætning til Planternes: den optager Ilt (n. Surstof) af Vandet og ilter dermed en Del af det Kulstof, der indeholdes i dens Protoplasma, til Kulsyre, som udskilles. Det ved denne Forbrænding opstaaede Substans erstatter den ved at optage i sig og fordøje organiske Smaadele, som, naar de kommer i Berøring med Amøbens Legeme eller Pseu-dopodierne, ligesom omflydes af Protoplasmamassen. Naar de fordøjelige Dele af
dem er opsugede, udskilles Resterne af dem, simpelthen ved, at Protoplasmaet trækker sig tilbage fra dem og lader dem ligge. Endelig formerer Amøben sig, idet den deler sig i to ensdannede Væsener, der hvert for sig er et nyt, selvstændigt Individ.«
Vi ser: her staar vi ved selve Tærskelen til Livet. Mere usammensatte kan dets Virksomheder ikke være, dets Former ikke tænkes.