Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

PIGFINNEFISKENE 53 Øer samt Filippinerne. Den er kun omtrent 20 Centimeter lang, men har alligevel tidlig tiltrukket sig saavel de Indfødtes som de Fremmedes Opmærksomhed. Allerede i det 9de Aarhundrede meddeler to arabiske Rejsende i Indien de Indfødtes Beretninger om, at der her findes Fisk, som gaar op paa Land og bestiger Kokospalmerne — for at delikatere sig med Palmevin! Det sidste turde sikkert være en Fantasi; men at de virkelig til Tider klatrer op i Træerne synes dog at fremgaa af Malayernes Benævnelse paa dem, Undi-colli, hvilket ligefrem betyder »Klatre-Fisk«. Af Europæere er der kun offentliggjort en eneste Iagttagelse, der bekræfter, at Navnet svarer til Virkeligheden; og denne Iagttagelse er endda over hundrede Aar gammel. I 1791 tog en dansk Løjtnant Daldorf, der vajr ansat i det ostindiske Handelskompagnis Tjeneste, en Krybefisk, som sad henved 2 M. til Vejrs paa en Palme, der voksede tæt ved en Dam. Den arbejdede sig op gennem en Kløft i Træet, idet den tog fat med de udspilede Gællelaags Pigge, krummede Halen og skubbede sig af Sted ved at sætte Gatflnnens Pigge i Barken; derpaa gav den slip foroven for højere oppe at finde et nyt Fæstepunkt for Gællelaagspiggene; og saa fremdeles, indtil Iagttagerens Haand satte en Stopper for dens Klatrelyster. Fra nyere Tid har man som sagt ingen paalidelige Beretninger om Krybefiskenes Evne til at bestige Træer, saa det er i hvert Fald givet, at de kun yderst sjældent dyrker denne Sport. Anderledes sikre er vi med Hensyn til deres Færdighed i at bevæge sig paa Jorden og grave sig ned i denne. I Hundredevis er de bleven sete skubbe sig frem gennem Græs eller op ad Dæmninger, der adskilte en Dam fra en anden. Krage og Glente flokkes da om dem og drager Fordel af, at det lækre Bylte bliver dem saa let tilgængeligt. Især under Udtørringer vandrer de bort, hvis de da ikke foretrækker at grave sig en halv Meter eller endnu dybere ned i Mudderet for der at afvente bedre Tider. Ikke altid gaar deres Haab i Opfyldelse; thi de Indfødte er lige saa lækkersultne efter det velsmagende Kød som Fuglene. Med Spader og Hakker gaar de paa »Fiskeri«, — gørende de gamle Romeres spottende Bemærkning til Skamme, — og medens den haarde Jordskorpe brydes op, vækkes de derunder trygt slumrende Krybefisk til nyt, men kortvarigt Liv. I Begyndelsen af Halvfjerdserne indførtes til Frankrig en lille, henved en halv Snes Gtm. lang Labyrintflsk, der i vore fremtidige Akvarier maaske vil blive en haard Konkurrent til de snart saa trivielle Guldfisk og maaske vil komme til at overtage disses lidet misundelsesværdige Rolle, som den imidlertid ogsaa har adskillige Betingelser for at kunne udfylde endnu bedre. Vi tænker herved paa den saakaldte »Paradisfisk« (Polyacanthus viridi-auratus), der i sin Hjemstavn, Cochin-Kina og det sydlige Kina, er en af de mest yndede og almindeligst udbredte Sirfisk. Et Par nærstaaende Arter lever i Indiens Kystegne, fra hvilke de aldrig gaar synderlig langt ind i Landet. Paradisfisken er selv næppe nogen egentlig Art;