Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

PIGFINNEFISKENE 71 de sidder, kommer op af Vandet, og de hæfter sig da til Skibet; man har dog ogsaa haft Eksempler paa det modsatte, ja man har endog maattet bruge Magt for at løsrive dem. Støkkerslægten (Caranx) kendes bedst paa de store Skæl i Sidelinien, der danner en Køl, i hvilken de fleste Skæl er væbnede med Torne, saa at de udgør ligesom en Sav. Legemet er mere eller mindre sammentrykt. Stokkeren, paa norsk: Hestmakrelen (C. trachurus) ligner vel en Makrel i Bygning, men er højere, kortere og meget mindre. Den er blaagraa paa Ryggen og sølvhvid under Bugen; Finnerne er graalige. Den bliver noget over 30 Ctm. lang. Stokkeren har omtrent den samme Udbredelse som Makrelen, thi den findes lige saa godt i Middelhavet som i Atlanterhavet og i Nordsøen; ved Danmarks Kyster fanges den baade i Kattegattet og langs Vesterhavet, og den gaar ogsaa helt ind i Østersøen; endelig fanges den ogsaa af og til langs Norges Syd- og Vestkyst; i enkelte Aar optræder den endog i større Mængde. Den holder sig helst nær ved Strandbredden og kommer undertiden saa nær til Land, at man kan gribe den med Hænderne. I Aaret 1834 stod den i uhyre Masse ind under den irske Kyst; saa langt Øjet kunde række, syntes Havet at være i Gæring, og Stimerne kom helt ind til Land, saa at man kun behøvede at stikke Haanden i Vandet og gribe til. Havet syntes snarere at bestaa af Fisk end af Vand. Det var umuligt at tælle de fangne Fisk; man regnede dem i Vognlæs, og denne massevise Optræden af Stokkeren varede en hel Uge igennem. For Resten er Støkkernes Kød tørt og fuldt af Ben. For Torskekrogene skal den derimod være en god Madding. Hos Sværdfiskene (Xiphias) er Kroppen lang, lidt sammentrykt og bag til næsten trind. Overkæben løber ud i en betydelig sværddannet Forlængelse. Dette »Sværd« er ikke massivt, men be-staar af en Række hule Rum, som dækkes af en meget fast Knoglemasse. Igennem hele dets Længde gaar der desuden fire Rør eller Kanaler, der optager Sværdets Blodkar. I Randen er det skarpkantet eller næsten som fint tandet. Undermunden er ikke forlænget, og Mundaabningen naar ind bag ved de store Øjne, Gællernes Bygning er ret paafaldende, da Gællebladene ikke alene simpelt hen ligger ved Siden af hverandre, men ogsaa forbindes indbyrdes ved Tværbaand, saa at hele Overfladen af Gællerne snarere ligner et Næt end en Katn. Hver Gællebue bærer nemlig to store Plader, der ligger ved Siden af hinanden som Bladene i en Bog. Finnerne frembyder den Mærkelighed, at de har en anden Form hos de unge Fisk end hos de gamle, i det de med Tiden afslides. Dette Slid viser sig imidlertid ikke ens hos alle. Den almindelige Sværdfisk (X. gladius) er et vældigt Dyr af indtil 5, men oftest dog 2,5—3 M.s Længde og af 150—350 Kilos Vægt. Sværdet indtager over Fjerdedelen af Kroppens Længde.