Fremskridt Og Fattigdom

116 Formuesfordelingens Love. Og Kendsgærningerne stemmer med Følgeslutningerne: Jord- værdiens Stigning er Fremskridtets stadige Følge og Kendetegn. — Denne Stigning forklarer, hvorfor Løn og Rente ikke stiger. At Løn og Rente er højere i nye Lande end i gamle, er ikke, som den gængse Forklaring lyder, en Følge af, at Naturen dér yder Arbejds- og Kapitalanvendelsen større Udbytte, men af at Jord er billigere, saa Arbejde og Kapital beholder en større Part. Ikke Bruttoudbyttet, men Nettoudbyttet efter Jordrentens Fradrag, bestemmer, hvad der kan fordeles som Arbejdsløn og Rente. Dersom Produktionen ikke var kommet ud over det Be- gyndelsesstade, hvor alt Arbejde ligefrem anvendes paa Jorden og al Løn betales i Jordens Produkter, vilde man aldrig have kunnet tabe den Kendsgerning af Syne, at naar Jordejeren tager en større Andel, maa Arbejderen nøjes med en mindre. Men Nutidens indviklede Produktionsforhold kan ganske vist for den Tankeløse skjule, men ikke i Virkeligheden ændre den Kendsgerning, at al Produktion fremdeles er Foreningen af de to Faktorer Jord og Arbejde, og at Grundejerens Andel ikke kan stige uden paa Bekostning af Lønnen og Renten. Aldeles paa samme Maade, som den Andel i Afgrøden, Agerjordens Ejer — hvor det er ordnet paa gammeldags Vis — modtager ved Høst, formindsker det Beløb, der bliver tilovers til Jordbrugeren som Løn og Rente, saaledes formindsker Jordrenten for den Grund, en Fabriks- eller Handelsby er bygget paa, det Beløb, der fordeles som Løn og Rente mellem Byens Arbejdere og Ka- pitalister. — Overalt sker Jordværdiens Stigning paa Arbejdets Bekostning; og naar den voksende Produktionskraft ikke bringer Lønnen til at stige, saa kommer det deraf, at den driver Jord- priserne op, og dermed øger Udbytningen. Det er overflødigt at anføre Kendsgærningerne. De vil af sig selv trænge ind paa Læseren. Overalt hvor Jordens Værdi stiger, viser ogsaa Modsætningen mellem Rigdom og Fattigdom sig. Vil man se Mennesker i den mest hjælpeløse og haabløse Tilstand, maa man gaa ikke til de uindhegnede Prærier, ikke til Blokhusene paa de Ryddepladser i Urskovene, hvor Mennesket paa egen Haand kan begynde Kampen med Naturen, og hvor Jorden endnu ikke koster noget, men til de store Byer, hvor Ejendomsretten til en lille Plet Jord er en Formue værd.