Danmark som Turistland

Rønneboerne lader Kommandanten om Forsva* ret og passer flittigt deres Købmandsbod og Værk# sted, hvor før de landskendte høje bornholmske Ure blev lavede, men hvor man nu brænder Terras cotta og Fajance til fin Kunst. Rønne Havn, Born« holms største, hvorfra Jernbanen fragter Folk samt Fæ og Varer opover Strandbakkerne og tvedeler sig ind over Land — Havnen er dog Byens skønne* ste Smykke. — Kom en Sommerdag oppe fra Kirke# bakken og gaa nedover forbi Havnefyret. Højt oppe gaar sølvblanke Skyer, og hele Rummet over Havnen er ganske fyldt af Solskinnet, der staar en Duft af Hav op imod én af saa karsk, saa klar en Friskhed, at man føler sig som renvasket, og Bølgerne kommer derude fra Kimingen, ustand# seligt, i endeløse Rader, Skulder ved Skulder, saa tapre, at de med Skum i Toppen falder ned over de yderste Bølgebrydere, men disse staar fast paa deres Stenfødder, saa de bryder Modet og bræks ker Kammen af Bølgerne, der skvulper tungt ind mod den første Molerække og risler skamfulde til? bage igen mod Dybet. — Arbejdsmennesker pus* ler og svinger store Laster af Kaolin ned i dybe Skibsrum, saa hvidt Støv slaar op over Lugekar# men, over Mænd og Vogne og hvidter Vejen langs Kajen, medens sorte Dampere med det muntre Posthorn paa Skorstenen ligger for bakkede Fyr og BORNHOLMS AMT ene lader Flagene smelde lystigt for den friske Brise. Da vælder pludselig velklædte Folk ud fra Gade# mundinger og stimer sammen med Hunde og Børn, Toldere og andet guldtrisset Embedsværk og tom* me Hotelvogne ned paa Midterkajen — og til Slut kimer et helt Tog frem af unge Piger paa Cykle; det er en Race for sig i Rønne, smukke og saa ubarmhjertig unge, de kommer jagende og kimer i Kor, saa ubeskedent, som de ikke havde Tid nok til at køre udenom for at naa Lykkens Paradis og tage imod det ubegribelige^uventede, der er om Bord derude paa den høje hvide Damper, der i slingrende Vals over toppede Søer søger ind mod Rønne Havn. Nu stævner den slanke Damper ind i Havnebassinets smule Vand og begynder at svin? ge til Kajen, mens et helt Orkester om Bord fejer flotte Melodier ned over Mængden, der er tætnet til en Mur af Mennesker, hvorover lyser røde og hvide Dameparasoller. — Den hvide Damper kommer ovre fra det store Fastland, saa fornem og udens vælsk og er stuvende fuld af Turister. Landgangs* broerne svinges ned, og Folk begynder forsigtigt at trippe i Land; lidt tøvende til at begynde med. Skulde det store Fædrelands Sønner og Søstre lade sig mærke med, at de havde været — naa ja, om just ikke søsyge, saa dog maaske lidt forkomne af Søluften, der tærer. — Men nu føler de sig helt sikre igen, saa nær Landjorden, og strømmer fra Borde, mens de lægger en Storstadsfornemhed over deres Træk. — Tilbage ved Rælingen staar en ung Pige og stirrer søgende og bekymret ned i Folke« mængden. — Skulde hendes Brev ikke have naaet ham, eller Adressen været fejl? Hun skubbes til Side af hidsige Dragere, men skynder sig til Ræs lingen igen. Hun er fin og graciøs, lille og bøjelig, ret et AsfaltsBarn, maaske fra et Storstadsmagasin. Hun har længe drømt om og sparet sammen til den første, rigtige Rejse, bort fra Fastlandet ud til Havet! — og saa at møde ham, der er rejst i For? vejen. Men hvor er han dog henne? — Men da smiler hun paa een Gang, saa ømt og gyldent, for dér staar han nede, klemt inde, trykket helt tilbage op mod Pakhusene og kan ikke komme frem, men han strækker begge Armene op mod hende, og i den ene I laand har han en Buket af Lyng og Blaaklokker, og saa ta’r han Mod til sig og kalder paa hende, straalende af Lykke — Annie, min Annie! Hun skynder sig ned ad Landgangsbroen for at naa ham, og de mødes dér, midt i Folkehoben, som ikke der var andre Mennesker til i Verden, saa fulde af Forventning er de, saadan skinner de ind? vendig af Lykke. Og han hvisker: Her paa Born« holm er vidunderligt, min elskede! 195