Danmark som Turistland

HJØRRING AMT Fiskere paa Skagens Strand, prægtige Taarn brændtes hver Nat 10 Tdr. 2 Skp. Kul. Baalet saas 3 Mil ud og sendte sin mægtige Røgsøjle op som et vidt synligt Sømærke over Danmarks ulykkeligste By. 1779 kom kgl. Kammersekretær Olaus Olavius som Tolder til Skagen: Han skrev en Bog om Ska? gens Elendighed og anraaber »det Kongelige Hus og det Kongelige Rentekam' »mer om allernaadigst og naadigst Bistand paa de »Nødlidendes Vegne« — »i allerdybeste og dybe; »ste Underdanighed«. Han har forefundet en Ørken, »et Sibirien«, en Befolkning, der stundede mod sin Undergang. »Byen« var en Samling røgstinkende Træhytter, raadne i Grunden, omkring en Klitvej fuld af Dri- ver og Pytter. Her boede 150 Familier, hærget af Tyfus og Blodgang, kroget af at ælte i »Gadens« Kviksand. I 1770 fødtes 34 og døde 61. I 1781 ægte» viedes kun 1 Par. Selv Husfuglene sygnede og døde af Mangel paa Græs ... Olavius’ Bog virkede. Ca. 1800 fik Borgmester i Skagen, Kancelliraad Lund Ordre til at plante Mas rehalm for at standse Sandflugten. Han boede dér, hvor nu Overklitfo* geden bor. Krøyers Hus var hans Længe. Dér rundt omkring plantede han den Skov, som staar der endnu, skyggefuld og frodig, 14 Tdr. Land. Ved Indgangen er endnu en Høj, hvor Kancelliraadens sorte Tjener Jan, en strandet Neger, har sin hedenske Grav. Og inde i Skoven, ved Engen, har Krøyer rejst den myn« Fot. Lundbo. dige gamle Kancelliraad (og Strandrøver) et idyl* lisk Mindesmærke med Dødsurne og Medaljon i Taknemlighed for de løvs rige Træer, hvis skygge? fulde Kroner har givet Ly for saa mange æventyrlige Kunstnerfester, og hvis fredelige Susen i Sommer» natten har hvisket Fred og Køling til den syge Krøyer i hans sidste tungsindige Aar. Med Marehalmsplant* ningen standsede Sandflugs ten, men Skagen var sta* dig en Armodens Stad, forglemt og elendig. 1852 fik Skagen Red; ningsstation. Det blev Red; ningsfolkene, der skulde hæve Skagens Navn, saa det løftedes ind i en ny Dag. I Julen 1862 strandede den svenske Brig »Daph; ne« paa Skagens Nordstrand. 8 tapre Skagens^ Redningsmænd satte Livet til under Bjergningen i forrygende Vejr. Besætningen blev reddet af den djærve Skagensfisker Lars Kruse (Mindestenen paa Kirkegaarden), hvem Drachmann har forherliget i sin berømte Bog og skaffet Oprejsning overfor de hovmodige Autoriteter. De 8 Redningsmænds Død i Bølgerne vakte en uhørt Sympati og Interesse for det fattige Skagen og dets foragtede Fiskere. Bidrag til de efterladte Familier strømmede ind fra hele Norden i saa riges lig Mængde, at Autoriteterne ikke engang nænnede at udbetale dem til Enkerne, af Frygt for, »at de skulde blive gode Partier« og »hæve sig over deres Stand«! Pengene baandlagdes i et Fond. Familierne voksede op i den yderligste Fattigdom, men ved Det gamle Fyr med Issignaler, Skagen. Fot KnudstruP- 263