Danmark som Turistland

AALBORG OG THI ST ED AMTER Fot. Hude. Jomfru Anegade. der flød dybt nede under Gadens toppede Brosten. Snart brede og mægtige som Østeraa, der flød gen-, nem Torvet og i sit Udløb var en Havn, hvor Ski- bene kunde løbe op, snart tynde og spinkle, om Sommeren med sparsomt Vand over Sten, der var bleven grønne af Ælde og Væde. Disse Smaaaaer listede sig frem mellem Baghusene, og Vandrots terne løb i Fred fra Hul til Hul paa deres sten« satte Sider. De kunde forsvinde under Gaden, et Hus kunde lægge sig tværs over dem; men et an* det Steds dukkede de pludselig op ved et Slip i Husrækken, og man saa’ ned gennem en krummet, hemmelighedsfuld Vandgyde, som igen blev borte ved en Bøjning i Husrækken. Man skulde være godt stedkendt for at have Rede paa deres Løb, de var overalt, allevegne, men hvem var hvad? Nu er de opfyldte, de gamle Aalejer er alle borte, Dalens Vand er gennem en gravet Kanal ledet uden om Byen. Det er sikkert et hygiejnisk Fremskridt, der steg megen Fugtighed op fra disse Aaer i Husene og gjorde dem sure. Man boer tørrere og sundere nu i Aalborg end før. Men og* saa kedeligere. Den Gang, da Østeraa endnu løb igennem Torvet, da Skagboen med Tørfisk og knippede Rødspætter og rustent Strandingsjærn, da Bornholmskuderne med Stentøj og Porcellæn ends nu lagde sig op i Aaen, stod der lige overfor Apo? teket, paa Aaens østlige Side, et gammelt Bindings# værkshus med en høj. aaben Svalegang ud mod Torvet. Saavidt jeg husker, boede der en Konditor der. Men endnu stærkere end hans søde Sager — og »Aalborgerbrød« var dog dengang kendt i hele Nordjylland som det bed* ste i sin Art — virkede Fortællingen om den »onde Friherreinde«, som var død i dette gamle Hus. Det var Sophie Amalie Lindenov, Christian IV’s kraftige Datter, der ogsaa havde arvet Faderens stærke Lidenskaber. Hun var gift med Claus Daa til Lindenborg, lod ham sky? de ned ved »det røde Led« ind til Sædmarken, og levede saa derefter sit Liv vildt og blodrigt, samtidig med, at hun sørgede for at øge sit Jordegods, ganske i Stil med Aal* borgerkøbmændene og Aalborgerskipperne, der øgede og levede. Indtil saa Straffen kom, da hun efter i »mange Dage« at have ligget i Barnsnød paa Lindenborg, under usigelig Lidelse lod sig føre ned til Aalborg og døde i det gamle Svalehus. Hvor det laa, byggede Sparekassen i 70’erne en Bygning i italiensk Stil, der intet har med Aalborgs Fortid eller dets Livsnerve at gøre. Men det er godt for en By at have en solidt funderet Sparekasse, det er Tryghed og Sundhed i mange Hjem, bedre end et vildt Fortidsminde, der drager og skræmmer et Barnesind, og et halvfortæret Svalehus, der kun lever i nogle gamle Kavallerers vemodige Erindring. Ogsaa Discontobanken har gjort det af med et gammelt Hus, det saakaldte Kong Hanses Gaard, der laa oppe paa Gammeltorv, lige overfor Budolfi Fot. Hude. Aalborg Slot. 282