Danmark som Turistland

AALBORG OG T HIST ED AMTER aa, senere kaldet Lindenbergaa. Den danner en bred og dyb Dal, hvor Bøg og Gran klatrer ned ad Bakkesiderne, fylder Dalbunden og stiger paa ny paa den anden Side op ad nye Bakker, høje, stærke, knudrede. Mage til Skovdal har Sjælland ikke. Og selv nu, da Skovene er under forstmæssig Kultur, har de bevaret mere af den oprindelige Urs skovs Karakter, end Skove ellers har herhjemme. Der er endnu noget selvgroet over dem. Og de er store nok til, at man kan fordybe sig i dem, fare vild i dem og føle sig betaget af Skovensomhedens Trylleri og dens Uhygge. Der lurer nu ingen Røvere i Roldskov. Og dog kan der, naar man Dage igennem har færdedes ensom i disse Skove, komme noget af Urmenneskets Angst for den dunkle Skov over selv det tyvende Aarhundredes Mand. Sandsynlig* vis er det kun et Krondyr, der baner sig Vej gen- nem Skovtykningen, eller en Spætte, der hakker sig Føden til, men det lyder hemmelighedsfuldt og tru« ende i den tyste, ensomme Skov. Aalborg tager ud til disse Skove om Søndagen. Men det er som i Dyrehaven, Menneskene kommer ikke langt fra Banen, fra Stationen, fra de Steder, hvor der er 01 og Mad og Kaffe. Og de Søgnedage har en Rejsende Skovene saa nogenlunde for sig selv. Højst møder han en Skovarbejder med sin Økse. For den, der søger Skovensomhed, er disse Skove derfor et Eldorado. Og dog endnu saa tein* melig ubemærket udenfor Omegnen. Schandorph slog sig en Sommer for mange Aar siden ned i Skør« ping Kro, senere var Herman Bang der. Begge pris ste Egnen, men deres Ord døde før de selv, virk# ningsløse. Og dog kan man faa mindst en Uge til at gaa der med hver Dags Afveksling. Der er saa nogenlunde alt, hvad en Rejsende kan begære. Der er gamle Herregaarde som Nørlund ve* ster ude, bygget af Ludvig Munk, Ellen Marsvins Ægtefælle og Christian TV’s Svigerfader, selv i sin forrevne og formindskede Skikkelse en prægtig garns mel Renaissancegaard. Og der er Axel Juuls røde Gaard Villestrup med dens Grave og franske Have ude i den modsatte Yderkant mod Øst. Der er i Nord det venlige Buderupholm med den lave én? etages Bygning, hvis Slyngplanter gror op ad de hvide Mure. Gammelt Hus i Kattevad, Aalborg. Fot‘ Neumann Der er Skovsøer som Øksesø, blaa og lys ind mod det mørke Skovbryn, og Mossø, og ude mod Øst den store Madumsø, kantet mod Vest af Skoven, mod Øst af mørke Hedebakker, frisk og kølig en Sommerdag til et Bad. Sydvest for Søen, ude i Kær og Tørveskær ligger Blaakilde. Det er kun et pære# formet Hul, vanskeligt at finde, først til at opdage, naar man staar lige ved det. Og dog er det Dans marks rigeste Kildevæld, der vælder op af det en 200.000 Tdr. Vand i Døgnet, Halvdelen af det, Kø# benhavn forbrugte endnu for faa Aar siden til sin daglige Vandforsyning. Og dog er det kun et lille, tragtformet Hul, kun en seks Alen dybt. Men fra Tragtens blaalighvide Bund stiger Vandet i tykke Straaler, vælder og bobler som i en mægtig Keddel. Der er faa Ting i dette Land, der gør et saa stærkt Indtryk og mindes saa livagtigt mange Aar efter som denne uanselige og evigt frugtbare Kilde der* ude i Tørveskæret. Og der er Ræbild Bakker, vesten for Skørping, af hvilke Danskamerikanerne i 1912 købte en Del og skænkede dem til den danske Stat, for at de kunde bevares som Nationalpark. Navnet lyder af saa meget, især da man i denne Sammenhæng daars lig kan undgaa amerikanske Mindelser og Sammen* ligninger. Egentlig kunde man ønske, at Staten ud* lagde hele Skovegnen ved Rold som Nationalpark, hvor Planter og Dyr kunde føre deres Liv uforstyrs ret. Skovene egner sig dertil som næppe noget an* det Terræn. Det har alle Formationer, Bakke, Dal, Kær, Moser, Enge, Gran og Bøg, Søer og Heder. Hele Danmarks Natur er i Virkeligheden samlet her. Det er stort nok til, at særlig Dyreverdenen kunde have det nødvendige Rum. Men indtil det sker — og det ske inden alt for længe, inden Forst* mændene endnu helt faar Bugt med den selvgroede Skov — maa vi altsaa nøjes med Bakkernes Nas tionalpark. Og den er ogsaa god nok i og for sig. Mod Vest løfter Ræbild Bakker sig næsten lodret over Engdraget langs Aaen og omkring Gravlev Kirke. Vestsiden er næsten bar, pidsket af Vinden. Kun her og der trykker en Bøg sig ind mod Bakke* siden som en forblæst Busk. Oppe fra Bakkekam« men ser man langt ud over Vesthimmerland med dets Bakkedrag bag Bakkedrag og Kænpehøjene 284