Danmark som Turistland

AALBORG OG THISTED AMTER ven en ganske anden og sandsynligvis en bedre. Selve Landskabet omkring St. Jørgensbjærg er smukt og alvorligt, med store, rene Linier. Derfor er det vel værd at gøre den Afstikker mod Syd fra Fjerritslev til den gamle Valplads. Men ellers gaar den slagne Turistvej fra Stationsbyen mod Nord op forbi Kollerup og Hjortdal til Svinkløv og Slettes strand. Vejen er højtliggende, og man har mod Øst, udover Heden ved Lerup, Udsigt til en ualmindelig smuk Samling Kæmpehøje. Hvis en Landskabsarkitekt i uhyre Stil vilde an? lægge Høje i et Landskab, kunde han ikke placere dem bedre end der, hvor hine Oldtidens Folk har jordet deres Stormænd. De ejendommelige, dybt udskaarne Dale, som Bækkene har hulet ud i Baks kernes Ler, Langdalen og Fossedalen med deres tropiske Varme og myldrer^ de Planteliv, og den brede, flade For? strand under Bakken ud til Havet hø* rer til Østbankerne og dermed til Hjør* ring Amt. Her har vi kun at gøre med Svinkløv. Dets Kridtmasser skyder sig tæt ud til Havet, foran er der kun en lav Klit, hvor de hvidgule Roser blomstrer i Sandet og dufter. Den Historie, vi mødte paa St. Jør« gensbjærg, er trods sine 600 Aars Ælde Nutidshistorie, fra i Gaar, imod det, som Svinkløvs Skrivekridt fortæller os. Her staar vi nemlig Ansigt til Ansigt med det dybeste, vi kender i vort Lands geologiske Bygning, det vældige Kridt* underlag, hvorpaa alt andet hviler. Som Regel er det dækket af senere Dannelser, men her naar det op til Overfladen og taler med Vælde. Thi saa uhyre dybt dette Lag end er, over 1000 Fod, er det dog bygget op af de mindste Bygmestre, ganske smaa, ofte kun i Mikroskopet synlige Væsener. De levede i det dybe Hav, som en Gang dækkede Danmark, og naar de døde, sank deres lille bitte Kalkskald til Bunds. De største er kun en Brøkdel af en Millime* ter lange, andre saa smaa, at de selv ved to Huns drede Gange Forstørrelse endnu synes som et enss artet Støv. Og dog har de i deres uendelige Mængde og i de uendelige lange Tider bygget den uhyre Jordvold, hvorpaa Danmark hviler. Set ude fra Søen, ligner Svinkløvs bratte Kridts skrænter furede og foldede, som de er af det rindende Villestrup ved Aalborg. Fot. Aage Christiansen. Vand, en Række uhyre Svinklove, maaske stammer Navnet derfra. Indefter former de sig som en lune? fuld Afveksling af Bakker og Dale. Den smukkeste af dem er Faldet, mindende om Fossedalen, med den samme bugnende Frodighed. Vest for Svinkløv buer Kysten sig svagt ind til det næste Fremspring i Bolbjærg. Ud mod Havet ligger et bredt og vildsomt, vejløst Klitbælte. Set oppe fra Højderne ved Svinkløv ser det ud som et Maanelandskab, de samme keddelformige Fordyb# ninger, snart store som Rundbjerge, snart smaa som udslukte Vulkanmunde. Man skal nøjes med at be« tragte dette Landskab heroppe fra. Det er træls at gaa gennem dets Sand, op og ned, det dobbelte og tredobbelte af Kortets Afstand. VII Vil man til Bolbjærg, staar man af Toget i Vust eller maaske bedre i Frøstrup, begge Steder er der en Milsvej derop, først Hovedlandevej, derfra Bivej, bedst er denne Nord for Frøstrup. Paa Bolbjærg er der anlagt et Badehotel, og det er altid en Behages lighed for en Vandringsmand, selv om han i og for sig foretrækker uberørt og ensom Natur. Jeg kender ikke noget mere fanta? stisk i Danmarks Land end Bolbjærg og Skarreklit, maaske det eneste virke« lig barokke i et Land, der ellers svin? ger mellem Blidhed og Alvor. Bolbjærg har Form som en uhyre Bug, der sky? iler sig ud over et Par stumpede Ben. Bølgeslaget skylles væk af dets Fod, de højere liggende Lag, hvor Vandet ikke naar op, skrider, da de er dannede af haard Limsten, ikke ud som de Ler? banker, hvor Havet ellers møder Lan> det, f. Eks. ved Bovbjærg eller Rubjærg Knude. Bjærget luder derfor som et Tag ud over Forstranden. Staar man inde under det, har man Fornemmelse af, at man staar under en Jættes Bug. Helt tryg er man ikke, Jætter er ondskabsfulde, og hvis han nu pludselig fandt paa at sænke sin Vom ned over en. En 400 Fod ude i Vandet rejser Skarreklit sig saa sært meningsløst. Den ligner en af de Spydspidser, som Stenalderfol# ket tilhuggede, bredest paa Midten, gaaende smak lere ud, opefter og nedefter. En Gang har den dannet ét ved Bolbjærg, da gik Limstenen længere 288