Danmark som Turistland

AA LBORGOG THISTED AMTER fantastisk. Man kan en saadan Sommernat for Ah vor begynde at tro paa Elverland. Efter den virker Thisted næste Dag smaaborger# ligt. Det er en pæn By, der ligger paa Bakkeskrænt terne ned mod Fjorden og som i sit Anlæg har et lille Pantheon for de oldnordiske Konger ligesom en Christian IX i Bronce paa Torvet. Men stærs kest vil vel den fremmede drages til Byen som I. P. Jacobsens Fødeby og Dødsby, til hans Fædrene* gaard nede ved Havnen, et kedeligt graat, toetages Hus, hvor han havde sine Værelser i Stuen til venstre. Foran Huset er der, eller var der i hvert Fald for nogle Aar siden, en lille Stump trekantet Have, en Kreds af Stikkelsbærbuske og Ribs? buske omkring en Græsplæne, med et muret Lysthus, overgroet af vild Vin. Det var hans kæreste Plet, der laa Digteren i sin Hængekøje og saa’ over Fjorden mod det høje Mors' Skrænter, drømte og digtede og droges med den barske Vind, der sled i hans syge Bryst. Og oppe paa den gamle Kirke? gaard, midt i Byen, er hans Grav, med Portrætmedaljonen paa Stenen og Ro- ser paa Gravens Bue. Der behøves dér ingen Indskrift om at træde stille. VIII. Fra Thisted gaar Statsbanen mod Syd gennem Thy og Thyholm til Oddesund, hvor der er Færgefart over til Ringkøbing Amt. Yndere af gammel Historie kan staa af ved den første Station Sjørring. Det er Thys gamle Midt* punkt, hvor Kongsgaarden laa ved den nu udtørre* de Søs Ende. Hellig Knud opholdt sig her paa sin Flugt for Vendelboerne, der 1086 stormede og tog Gaarden. Endnu ligger der velbevarede Rester af gamle Befæstningsanlæg, hvor man kan studere For? tidens Forsvarskunst. Og oppe paa Kirkegaarden er 290 der »Bispegraven«, som Sagnet lader være Hvile? stedet for den engelske Bisp, der strandede paa Thys Kyst og bragte den sorte Død med sig. De fleste kører dog videre, forbi Enden af den lange, smalle Ovesø til Hurup Station. Det er en moderne, driftig Stationsby, der i de senere Aar ganske har taget Luven fra Sydthys tidligere Ho* vedstad, Vestervig. Det daglige Liv trækkes ned mod Banen. Men Turisten gaar dog hurtigt gennem Hurup mod Vest, op over Bakkerne, forbi det do* Ræbild bakker med iJansk-Amenkanernes tlus. minerende Ashøj, til Vestervig, og derfra videre til Agger, i alt to smaa Mil. Højt paa Vestervig Bakke troner den hvide Kirke, i Aarhundreder har den tjent som Sømærke, Ag# gersboen styrer endnu efter den, naar han vender hjem fra Havet. Stor og anselig er den, skønt der er handlet ilde med den gennem Aarhundrederne, og skønt den kun er en Del af det gamle Vester# vig Kloster. Og endda har der foruden Klosteret i Middelalderen været en ejendommelig Kirke, byg* get i Form af et græsk Kors med et spirprydet Taarn over Midten. Vestervig har nemlig en gams melkirkelig Historie. Her landede i Ilte Aarhuns drede Thys og Vendsyssels særlige Helgen St. Thøger, der havde været Kapellan hos Hellig Olaf, efter dennes Fald ved Stiklestad. Han opførte en liden Kirke af Ris og Kviste og kristnede Thybo# erne. Efter hans Død skete der Jærntegn ved hans Grav, Paven erklærede ham for Helgen. Vendsys« selbisperne boede i Vestervig, inden de flyttede til det mere centraltbeliggende Børglum. Og endnu den Dag i Dag er Thøger et ikke ualmindelig Navn i Sydthy. Men de Navne, der først og frem« mest drager os moderne til Vestervig, er dog Prins Buris og Liden Kirsten. Oppe paa Kirkegaarden ligger der en ti Fod lang smal Kampesten, udhugget med to Stave, der foroven ender i Kors, og en næsten udslettet latinsk Indskrift. Sagnet har kaldt dette Prins Buris’ og Liden Kirstens Grav, om hvis brødefulde Elskov og sørgelige Ende; ligt Middelalderens Folkevise synger: Prins Buris begærede Kong Valdes mars Søster, Liden Kirsten, til Ægte. Kongen afslog det, men mens han var i Leding, lokkede Buris Jomfruen med Trylleruner. Hun fødte ham en Datter. Men da Kongen kom hjem og opdage? de det, lod han liden Kirsten piske til døde, og Buris blev blindet, hans højre Haand og venstre Fod afhuggede. Liden Kirsten blev begravet i Ve* stervig, og Buris samme Sted lagt i Lænker. »Der* ved gik Buris i elleve Aar. — Hver Dag han til hendes Grav mon gaar. — Han monne det hver Dag af Kongen tinge, — Han maatte i Klostret bes graves hos hende.« Da man i 1875 gravede Graven ud, fandt man virkelig i den to Lig, dels Skelettet af en ung Kvinde med smuk Hovedform, smalt