Danmark som Turistland

AALBORG OG THISTED AMTER Sognet, det blev ikke en Landssag, ikke Historie. Men naar Havet brod igennem heroppe ved Ag? ger, gennem den lange, lave Tange, der forbandt Thy med Landet sønden* fjords, mærkedes det hele Limfjorden ned, saa stod Vandet op over Bolvær? ket i Aalborg, saa over* svømmedes Egnene miles vidt, saa svandt Sildene, Limfjordens og Byernes Rigdom, for Saltvandet. Agger mindes derfor Gang paa Gang ligesom Navnet paa de berømte Valplads Børnebørns Tid Stæder og sejlende Skibe. Det gi* ver Agger en egen Kampens Charme. Fra først af, da Thy var en Samling Øer, gik Ha* vet over en tre—fire Mil bred Strækning ind i Fjor* den. Saa løftede Landet sig, der dannede sig Øer, og Øerne groede sammen, der skyllede en Klit? række op ud mod Havet, og bag dem kom der Marker og Enge og Skove og Byer ind mod Fjor« den. Agger Sogn har en Gang talt otte Byer. Men der var ingen varig Fred for Havet. I Stormfloden satte Havet ind over Tangen, nu og da brød det sig et nyt Indløb i Fjorden. Som Regel sandede det at? ter til. Tangen holdt, Studene fra det fede Thy kuns de stadig passere den paa deres sindige Vej ind til de store Markeder og Slesvigs Marsk. Men i 1825 brød Havet i to vældige Stormfloder gennem Tan? gen. Aggerkanalen dannedes og uddybedes, snart kunde Sejlskibe lobe gennem den, og Silden i de Ansigt og høj Pande, dels af en Mand i hans kraf* tigste Alder, og Gravenes indbyrdes Forhold viste tillige, at Kvinden maatte være begravet før Manden. Og den, der staar oppe ved den gamle Grav, tror villigt paa Sagnet, paa den unge Jomfru, der bødede med sit unge Liv for, hvad Hjærtet fors brød, og paa Manden, der, blindet og lemlæstet, i den tunge Lænke hver Dag slæbte sig ud til den Elskedes Grav, indtil Døden forbarmede sig ogsaa over ham og gav dem, som Livet skilte, en fælles Grav. Fra Vestervig gaar den korteste Vej til Agger langs Fjorden, over den lille Ladeplads Krik. Ag# ger er kun én Samling forblæste Huse omkring en kullet Kirke og et Badehotel. Alligevel er det den navnkundigste af alle Vestkystens Smaabyer, den i Historien oftest nævnte. Naar Havet tog andre Steder paa Jyllands Vestkyst, naar Sandet føg hen over Agrene, var det kun en lokal Hændelse, der gik smerteligt ud over dem, der ejede de tagne eller ødelagte Agre, men det rygtedes ikke ud over ser, hvor Landes Skæb* ner afgøres. Og det er mer end en Lignelse. Agger er i bogstave* ligste Forstand en Kamps plads, hvor Hav og Land i Aarhundreder har brø* des og trængt hinanden. Ellers er Land i Danmark noget fast og blivende, Menneskene kan forandre lidt paa Overfladen, plan? te Skov og fælde Træer, fure med Ploven, højst tør# re ud eller jævne en Baks ke. Men oppe ved Agger er alt flydende, skiftende, ustadigt som Aprilsvejr. Hvor der nu er Hav, var der for Hundred A ar siden Land, og hvor der nu er Land, er der maaske i vore Bolbjerg og Skarreklit. Fot. R. 11. Stamm. 291