Danmark som Turistland

År: 1919

Forlag: Egmont H. Petersens Kgl. Hof. Bogtrykkeri

Sted: København

Sider: 394

UDK: 91(489) st.f.

Redigeret af den danske Turistforening.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 420 Forrige Næste
RIBE AMT Landsby Nordby har ingen Søskende noget Sted i Danmark, Nordbystil maa have sit eget Felt i Ar? kitekturens Historie. Færdes man ad den lange Gade, der bugter sig som en Slange, maa man hoppe over den toppede Stenbro. Stakitter, Gavle og Plankeværker rager frem hist og her og lader Ga* den sno sig i de mest uregelmæssige og meningsløse Bøjninger. Et Sted staar Popler og Buske og hæls der sig ud over Gaden, et andet Sted breder den sig til et lille Torv. Straatag og Tegltag, Drænrør som Skorstene og murede Skorstenspiber veksler uaf« brudt, snart har Husene Gavle mod Gaden, og snart møder man en skin* nende Fayade med buede Ruder, men trods alt er der en egen Hygge over Byen, den passer til de gamle Kaptaj* ner og de hoftebrede Fanøkoner med de indbundne Hoveder. Man forstaar, at denne lille By formaar at leve sit eget Liv trods Sommerens Eventyr, hvor Res præsentanter for alle Evropas Natio* ner farer igennem den krumme Gade og ud til Badet. Brølende Automobiler og raslende Hyrevogne forstyrrer ikke Panikkens Ro, han har set meget mere, da han sejlede paa Varmen og gik i Land i de store Byer. Fanønationens egentlige Racefolk le* ver i Sønderho. Paa Vejen til denne for# underlige By, der ligger paa Øens Sydspids, maa man ikke glemme et Besøg ved Fuglekøjerne og et Trip til Maagekolonien, som findes ved Klitterne Pælebjerg mellem Nordby og Sønderho. Den mær* kelige Klitvegetation og de mange Tusinde Fugle vil tiltrække sig Opmærksomheden. Himlen bliver til et hvidt, bølgende Skum, naar alle Fuglene letter paa samme Tid. Sønderhos Ejendommelighed kan ikke beskrives. Det er en Haandfuld Huse paa et Engdrag i Læ af Klitter, men det er et eget Slags Huse, noget helt forskelligt fra Nordby, en ukendt gaar let vild, saa* ledes snor og vender Gyderne sig ind mellem de mange smaa straatækte Rønner. Maleren Exner har i sine Billeder fortalt os særdeles meget om Livet her, men den fremmede, der tilfældig korns Vandtaarnet, Esbjerg. mer med til et Gilde i Byens Forsamlingshus, vil opleve noget, der ikke har sin Lige andre Steder paa Kloden — egne Dragter, egne Danse, egne Me* lodier. Der burde laves en Film fra et Gilde paa Sønderho, før alt det gamle, egenartede forsvin* der. — Her er ogsaa Ro for trætte Hjerner. Der er altid et Stykke Ensomhed i Klitten, hvor man kan 1 være i den dybeste Fred og lade sig vugge af Has vets Toner. Paa klare Dage kan man fra Sønderho se over til Naboøen Manø og lige til Ribe. »Kan du se Ribe Domkirke?« lyder Spørgsmaalet, naar man tager Udsigten fra Klitter eller Taarne i Miles Omkreds af Ribe. Dette gamle, skønne Gudshus be^ hersker hele Sydjylland, det ikke alene præger Byen, men hersker over Natus ren i Omegnen, som det har hersket over Menneskene i mange Hundrede Aar. En Mil fra Ribe bliver Domkirken det mest fremtrædende i Landskabet, den kalder paa os fra Havet, fra Toget, fra Engen, den følger os, naar vi kører derfra, og den forbliver hos os i Fanta* sien, hvor end vi færdes i det flade Land. Som Esbjerg er Havnen, er Ribe de gamle Huse og Domkirken. Rejsen fra Esbjerg til Ribe er en Rejse fra Nutid til Middelalder. Gaa ind i de snævre Gader (Slipper? ne), se Bindingsværket, de mavede Hus* mure, de toppede Brosten, Bislag, Port# stolper, og snart former det gamle, dan# ske Byliv sig lyslevende for en. Her har de levet, Konger, Riddere og Bisper, travle Borgermænd, der dannede Ribe til den danske Port mod den vide Verden. De gamle Huse, der har set deres Færden og været fyldt af deres Livs Sorger og Glæder, staar her med Mindetavler i Murene og fortæller om det alt sammen. Her boede Maren Splid, her Ambrosius Stub, her Hans Tavsen, Anders Sørensen Vedel — Kampen 384