Danmark som Turistland

i KØBEN HAVN taler med sit Mæle og synger med sit Næb, og Symfonien er derefter. Maaske Eftertiden vil vide at vurdere en saa vidtdreven Individualisme paa Smagens Omraade? Nutidens Mennesker kan kun beklage den gennemførte Mangel paa Plan og Ens hed i Bebyggelsen. Den gamle Strandvej er endt som en trist Forstadsgas de med fireetagers Huse og klemtende Sporvogne. Hist og her har Tiden opbevaret de sidste Res ster af Patriciervillaer og Haver fra Frederik den Sjettes Dage, graa Villa? er, grønne Skodder og fornemt enkle Facader, der tager sig ganske hjemløse og vildfarne ud i de parvenuagtige Omgis velser. I Hellerup er Øres gaards Park med sine hundredaarige Plataner og Graner omdannet til en Slags kommunal Ha? ve. De gamle Gitterpors te er aabnede for Færd? selen, og Publikum er trængt ind paa Enemærs ker, som et helt Aarhun? drede værnede med Pie? tet. Ogsaa Gentofte og Charlottenlund har det de? mokratiske nittende Aarhundrede givet sit banale Allemandspræg. Slottet med sine ærværdige Lindes alléer er klemt inde mellem Pensionater, Varietéer, Traverbaner og folkelige Forlystelsessteder. Byen erobrer Skridt for Skridt hele denne Egn, der for en Menneskealder siden var saa skøn ved sin blide Natur og sin Minders Ærværdighed. Endnu Fot. Damgaard. Fra Dyrehaven ved Vintertid. ligger Grev Bernstorffs hvide Sommerpalæ i sin engelske Park, og Jægersborg Allés Kæmpelinde løves Aar efter Aar, men Villaernes paatrængende Bebyggelse forvitret det Præg af Grandseigneur, der før adlede disse Omgivelser paa saa ene? staaende Maade. Langsomt nærmer Byen sig Dyrehavens røde Porte, der fører ud til Danmarks skønneste Bøge* skov, engang Oldenbors gernes romantiske Jagts revier og dansk Digtnings indviede Lund. Om nogle Aar vil sandsynligvis og* saa denne enestaaende Naturpark med sit eles gante Rokokoslot og sine tjørneblomstrende Plæ? ner være inddraget i Hos vedstaden som en Slags Hydepark eller Tiergar* ten. Det uforlignelige Præg af Historie og fyrs stelig Privatdomæne vil forsvinde, og Villagader vil strække sig langs med de Hegn, der endnu sy? nes at værne om Forti? dens Enevælde. Man maa haabe, at der vil gaa en rum Tid, inden denne Skov i moderniseret Skiks kelse gaar over i Folkets Eje som et elektrisk op? lyst og asfalteret Anlæg, opfyldt med Mindesmærs ker over den hensovede Romantik — denne Romantik, som man allerede i det tyvende Aarhundredes Begyndelse saa smaat begyndte at gøre Attentater paa. Svend Leopold. 24