Bakteriologisk Teknik for Medicinere

Forfatter: C. J. Salomonsen

År: 1894

Forlag: P.G. Philipsens Forlag

Sted: København

Udgave: Tredje omarbejdede og forøgede Udgave

Sider: 266

UDK: 57 gl.

Med 92 Figurer i Texten

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 284 Forrige Næste
180 Opvarmning. — Beizning. — „Elektion“. Til at farve kraftigt og ægte benytter man de samme Midler som i den store Farveindustri, nemlig: 1) langvarigt Ophold i Farvevædsken. 2) Opvarmning af Farvevædsken enten i længere Tid i Thermostat til 40°—50° {Löffler) eller kortvarigere, men stær- kere Opvarmning over fri Flamme. 3) Anvendelse af Beizer (Mordants) o: Stoffer, der vise en vis Tilbøjelighed til at gå i Forbindelse såvel med Farvemidlet som med Farvningsobjektet og således tjener som et Slags forbindende Mellemled mellem dem. På denne Måde benyttes Kali, Karbolsyre, Anilinolje, Blæk. Muligheden for at opnå en afstikkende Farvning af Bak- terierne er given dels ved Farvestoffernes forskjellige „Elektion11 (Ehrlich), d. v. s. deres forskjellige Tilbøjelighed til at farve visse Vævselementer*), dels ved deres forskjellige Farvekraft ligeoverfor Præparaternes forskjellige Dele, d. v. s. den forskjel- lige Stabilitet i Foreningen mellem Farvesubstrat og Farve- stof. Dette sidste Forhold — at visse Dele af Præparatet fastholde Farvestoffet mere hårdnakket end andre — benytter man sig af ved Farvningen af Bakterierne i Snit, idet Fremgangsmåden i Almindelighed er den, at man først over- i farver hele Præparatet og senere ved Udvadskning „differen- tierer“ det, d. v. s. affarver (eventuelt omfarver) visse Dele af Præparatet og lader de andre beholde Farven. Alt efter det Udvadskningsmiddel, man benytter, kan da Affarvningen drives * ) Efter Ehrlich <& Schwarze meddeles her et Forsøg, der på en slående Måde oplyser den forskjellige Elektionsevne hos tre „sure“ Anilin- farver, nemlig Aurantia, Indulin og Eosin. Når man efter de neden- for givne Regler tilbereder et „Dækglasprseparat“ af Blod, altså udbreder det i tyndt Lag, tørrer og hærder ved Opvarmning til 120°, og dernæst prøver de nævnte Pigmenters farvende Virkning på Præparatet, viser det .sig, at hvert enkelt af dem formår at farve så- vel de røde Blodlegemer som de hvide Blodlegemers Kj ærner og de ejendommelige Korn, der findes i en Del af de hvide Blodlegemer og af Ehrlich ere betegnede som a-Granulationer. Udsætter man imidlertid Blodpræparatet for en Glycerinopløsning af alle tre Farve- stoffer (tilberedt ved at tilsætte Eosin og Indulin i Overskud til en Blanding af 1 vol. mættet Glycerinopløsning af Aurantia og 2 vol. ren Glycerin), så vil man få Hæmoglobinet farvet gult af Aurantia, Kjernerne grå eller sorte af Indulin og a-Kornene røde af Eosin.