Bakteriologisk Teknik for Medicinere
Forfatter: C. J. Salomonsen
År: 1894
Forlag: P.G. Philipsens Forlag
Sted: København
Udgave: Tredje omarbejdede og forøgede Udgave
Sider: 266
UDK: 57 gl.
Med 92 Figurer i Texten
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
180
Opvarmning. — Beizning. — „Elektion“.
Til at farve kraftigt og ægte benytter man de samme
Midler som i den store Farveindustri, nemlig:
1) langvarigt Ophold i Farvevædsken.
2) Opvarmning af Farvevædsken enten i længere Tid i
Thermostat til 40°—50° {Löffler) eller kortvarigere, men stær-
kere Opvarmning over fri Flamme.
3) Anvendelse af Beizer (Mordants) o: Stoffer, der vise en
vis Tilbøjelighed til at gå i Forbindelse såvel med Farvemidlet
som med Farvningsobjektet og således tjener som et Slags
forbindende Mellemled mellem dem. På denne Måde benyttes
Kali, Karbolsyre, Anilinolje, Blæk.
Muligheden for at opnå en afstikkende Farvning af Bak-
terierne er given dels ved Farvestoffernes forskjellige „Elektion11
(Ehrlich), d. v. s. deres forskjellige Tilbøjelighed til at farve
visse Vævselementer*), dels ved deres forskjellige Farvekraft
ligeoverfor Præparaternes forskjellige Dele, d. v. s. den forskjel-
lige Stabilitet i Foreningen mellem Farvesubstrat og Farve-
stof. Dette sidste Forhold — at visse Dele af Præparatet
fastholde Farvestoffet mere hårdnakket end andre — benytter
man sig af ved Farvningen af Bakterierne i Snit, idet
Fremgangsmåden i Almindelighed er den, at man først over-
i farver hele Præparatet og senere ved Udvadskning „differen-
tierer“ det, d. v. s. affarver (eventuelt omfarver) visse Dele af
Præparatet og lader de andre beholde Farven. Alt efter det
Udvadskningsmiddel, man benytter, kan da Affarvningen drives
* ) Efter Ehrlich <& Schwarze meddeles her et Forsøg, der på en slående
Måde oplyser den forskjellige Elektionsevne hos tre „sure“ Anilin-
farver, nemlig Aurantia, Indulin og Eosin. Når man efter de neden-
for givne Regler tilbereder et „Dækglasprseparat“ af Blod, altså
udbreder det i tyndt Lag, tørrer og hærder ved Opvarmning til 120°,
og dernæst prøver de nævnte Pigmenters farvende Virkning på
Præparatet, viser det .sig, at hvert enkelt af dem formår at farve så-
vel de røde Blodlegemer som de hvide Blodlegemers Kj ærner og de
ejendommelige Korn, der findes i en Del af de hvide Blodlegemer
og af Ehrlich ere betegnede som a-Granulationer. Udsætter man
imidlertid Blodpræparatet for en Glycerinopløsning af alle tre Farve-
stoffer (tilberedt ved at tilsætte Eosin og Indulin i Overskud til en
Blanding af 1 vol. mættet Glycerinopløsning af Aurantia og 2 vol.
ren Glycerin), så vil man få Hæmoglobinet farvet gult af Aurantia,
Kjernerne grå eller sorte af Indulin og a-Kornene røde af Eosin.