Bakteriologisk Teknik for Medicinere

222 Diagnose af Tyfusbacillen. a) Til et Reagensglas med smeltet K. P. Gr. eller K. P. A. sættes med Pasteur-Pipette nogle Dråber af en steril Mælke- sukker-Opløsning ) derpå nogle Dråber (steril) Lakmusopløsning indtil tydelig Farvning; selv om Næringsgeléen giver tydelig alkalisk Reaktion på Lakmuspapir, vil den dog ikke ved Tilsætning af Lakmusopløsningen blive blå; den gjøres derfor stærkere alkalisk ved Tilsætning af nogle Dråber (steril) Natron- Opløsning, indtil Farven bliver tydelig blå, hvorpå man koger et Øjeblik over fri Flamme og lader stivne; når de tre nævnte Vædsker ere steriliserede ved Kogning, og når de tilsættes forsigtigt med sterile Pipetter, behøves ingen ny Dampsterili- sation, der på Grund af den store Natronholdighed er mindre heldig; anlægger man nu Stikkulturer af de to Former i denne K. P. Lakmus-Mælkesukker-Agar og henstiller ved 37°, finder man næste Dag Lrftudvikling og Rødfarvning i Colon- Glassene, ikke i Tyfusglassene. c) Indolreaktion. B. coli danner under Væxten i Pepton- opløsning Indol, B. typhi ikke. Om Indol er tilstede, under- søges på følgende Måde: Til 10 Ccm. af en peptonholdig alkalisk Bouillon-Kultur af Bakterien, der har henstået et Døgn ved 37°, sættes først 1 Ccm. af en Opløsning af 2 Ctg. rent salpetersyrligt Kali i 100 Gram Vand, og dernæst nogle Dråber stærk Svovlsyre; når Indol er tilstede, vil Vædsken antage en rød Farve (B. coli comm.), ellers ikke (B. typhi). d) Svinghår (Farvning s. S. 198). B. coli comm. har få, 1—4—5 Svinghår, B. typhi derimod meget talrige. Bakteriologisk-klinisk Diagnose. Af alt dette vil man forstå, at den kulturielle Eftervisning af Tyfusbacillen ikke for Tiden har stor praktisk Betydning som diagnostisk Methode ved Sygesengen; kun når den findes i Renkultur i Abscesser eller, som det en sjelden Gang kan ses (Melchior), i cystitisk Urin hos Tyfuspatienter, lader den sig forholdsvis let påvise ved Dyrkning; vil man dyrke den fra en Patient med Tyfus- lignende Symptomer for at nå til en sikker Diagnose, kan det vistnok kun lønne sig at tage Udsæd fra Miltpulpaen ved Punktur af Milten med Pravaz-Sprøjte gjennem Bugvæggen. (Philipoivicz, Chantemesse & Vidal), — en Fremgangsmåde, der af let forståelige Grunde neppe vil få almindelig Anvendelse. Undertiden kan man dog også forsøge at eftervise den i