Bakteriologisk Teknik for Medicinere

Harröksmethoden. 55 Det må erindres, at indenfor de forskjellige, sejglivede Bacillussporers Kreds er Modstandskraften mod Kogevarme atter meget forskjellig: Nogle Bacillusarters Sporer overleve kun ganske få Minutters Kogning, andre tåle selv timelang Op- varmning til 100°. Se mere herom i Kapitel XII: Desinfek- tionsforsøg. Methoclens Begrændsning er given med det ovenfor sagte: Det er ved den kun muligt at udskille de Baciller, som danne meget resistente Sporer, og en virkelig Renkultur får man kun med Sikkerhed, når den kogte Vædske ikke indeholder flere omtrent lige sejglivede Former. Undtagelsesvis vil der dog være Brug for Kogningen som Hjælpemiddel ved Isolationsforsøg. Langt videre er man kommen med B. Af disse er den ældste 1) Hårrørsmethoden (Salomonsen 1876). Udgangspunktet for denne Fremgangsmåde dannede Iagt- tagelsen af det rådnende Blods Farveforandringer. Det ved Piskning defibrinerede, højrøde Oxeblod antager, som bekjendt, under Forrådnelsen en sorterød eller rødbrun Farve, der dels skyldes Oxyhæmoglobinets Afiltning, dels Farvestoffets Ud- trædelse af Blodlegemernes Stromata, dels andre kemiske Processer (Svovlbriiitedamielse). Når Blodet umiddelbart efter Defibrineringen henstilles roligt i et Cylinderglas ved forholds- vis lav Temperatur, f. Ex. 10° C., så ser man, at Farve- forandringen begynder pletvis hist og lier i Blodmassen, og en nærmere Undersøgelse viser, at det er Bakterier (eller Skimmel- og Gjærsvampe), der fremkalder disse „Forrådnelsespletter“. Nærmest Bunden (se Fig. 24 c), hvor de tæt sammenstu vede, sænkede Blodlegemer ligesom danne et fast Legeme, i hvilket Bakterierne voxe ligeligt til alle Sider, ere Pletterne cirkel- runde, skarpe, sorterøde; i de højere Lag (b) ere de langagtige, oftest kølleformede, have desuden mere forviskede Konturer og ikke slet så mørk en Farve; i disse Lag ere Blodlegemerne nemlig suspenderede i en forholdsvis stor Mængde Serum, og