Lærebog i Stoffernes almindelige Chemie
Förste Deel. De enkelte Radikalers almindelige Chemie
Forfatter: G. Forchhammer
År: 1842
Forlag: C. A. Reitzels Forlag
Sted: Kjöbenhavn
Sider: 472
UDK: 54 Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000230
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
342
reent Zinkilte med Kul i en Digel, som er gjennemboret i
Bunden og forsynet med et Porcellainsrör, som gaaer igjen-
nem Ovnens Rist. Diglen er forresten tilkittet med Leer.
Zinkdampene gaae igjennem Roret og fortætte sig i et Kar
med Vand, som findes under Risten.
Zink udvider sig for hver Grad efter Hundrededeels-Ther-
mometret af sin Længde, og taalcr paa hver Qvadrat-
tomme omtrent 5,000 Pd., uden at Elasticiteten vorigen der-
ved forandres. Naar Zinkplader udsættes for Luftens Paa-
virkning, saa iltes de meget snart paa Overfladen; men efter
Dannelsen af et meget tyndt Lag af Zinkilte, standser denne
Indvirkning. Den mærkværdige Egenskab, som dette Metal
viser, at det er böieligt ved Vandets Kogepunkt, har tilladt i de
sidste 20 Aar en meget udbredt Anvendelse deraf til at er-
statte Kobber. Det har de folgende Fortrin for Kobber; det
er stivere, og kan derfor anvendes i tyndere Plader; det har
en ringere Vægtfylde end Kobber, og tynger altsaa formedelst
disse to Egenskaber meget mindre; det er desuden meget
billigere. Men Zink angribes af enhver Syre, Kulsyren und-
tagen 5 det iltes selv af Vandet, saasnart det kommer i Berø-
ring med andre meer electronegative Metaller; det smelter
meget lettere, og ved en höiere Varmegrad giver det en qvæ-
lende Damp. Man har anvendt Zinkblik til Kakkelovnsror;
men naar Soden deri kommer i Brand, saa smelte de; man
har brugt det til lage, hvortil dets övrige Egenskaber anbe-
fale det; men dets stærke Udvidelse ved Varmen gjör, at saa-
danne Tage let blive utætte, og i Tilfælde af lldsvaade ere
disse Tage meget farlige, thi Zinken smelter og brænder med
en saa stærk Damp, at man ikke kan nærme sig Ilden. Naar
Zinken opvarmes til Hvidglödheden, brænder den med en smuk
blaa I*lamme, og forvandles til Zinkilte, der som hvide Flok-
ker, formedelst deres Lethed, svæve i Luften, omendskjöndt
flet ikke er flygtigt. Naar Zinken ved Rödglödheden udsæt-
tes for Vanddampene, saa iltes den, og der udvikles Brint.
Samme Indvirkning finder Sted, naar fortyndet Svovelsyre hæl-
des paa Zink, hvorved der dannes svovelsuurt Zinkilte. Salt-