En Samling Småskrifter Om Toldproblemer 1896-1908

7 fornuftigt deri; thi hvis Staden erobres, vil ingen af dem, men Fjenden, faa Herredømmet i Byen, og der vil ikke længer være nogen Magt eller Styrelsesform at kæmpe om mellem de to Parter indbyrdes. Det er altsaa en fælles og en større Interesse, der samler dem til Værn for Byen og mod Erobreren; er først hans Angreb afslaaet — ja, saa vil paany de modstridende Inter- esser melde sig, og den indbyrdes Kamp kan begynde igjen. Ganske paa samme Maade staar Arbejdsgivere og Arbejdere jo til hinanden, naar det gjælder at sikre os Arbejdet i vort eget Land. Er Toldbeskyttelsen den rette Vej dertil — hvad vi senere skal paavise — saa maa saavel Arbejdsgivere som Arbejdere følge den fælles Kaldelse til at værne Beskyttelsesmuren mod Angreb udefra. Sejrer de da, og faar Angrebet afslaaet — saa kan de fortsætte deres Kamp indenfor Muren. Men lykkes det Udlandet at erobre det Arbejde, om livis Udbytte der kæmpes, saa er Kampen afgjort paa en Maade, som ingen af de to Parter kan være tjent med. Thi der er da ikke mere at slaas om — andre er løbet med det hele, baade med Arbejdernes og Arbejdsgivernes Part af Udbyttet! Vilde en af Parterne af Had til sin Modpart fornægte denne Fællesinteresse og arbejde paa at drive Arbejdet ud af Landet, blot for at skade Modparten, saa vilde alle være enige om, at vedkommende ikke handlede som et fornuftigt Menneske, men i Desperation. Sæt f. Eks. at Staten vilde anskaffe Jærnbanevogne for 1 Mill. Kr., og »Skandias« Arbejdere vilde sige: »Nej, lad dem hellere blive kjøbt i Udlandet end forarbejdede hos vort Aktieselskab?« Eller at vore Skibsværfters Arbejdere vilde sige: »Lad det forenede Dampskiesselskab hellere kjøbe sine Skibe i England end lade dem bygge hos os!« Eller at Væveriernes Tusinder af Arbejdere henvendte den Opfordring til os allesam- men: »Kjøb hellere tyske eller engelske Bomulds- og Klædevarer end vore egne!« Saa vilde der ikke være stænkende Menneske, som ikke saa Desperationen — det vanvittige — i en saadan Tale; enhver vilde sige til de paagældende: »Men Mennesker! Ser 1 dog ikke, at I ved jer taabelige Blindhed slaar jer egen Eksistens ihjel?« Netop derfor er der jo i Virkeligheden heller ingen Arbejder, der istemmer saa taabeligl et Raab, er han endog nok saa fyldt med Bitterhed mod »Kapitalen« og »Aktieselskaberne«. Nej, han gjør det modsatte! Om det saa er »Socialdemokraten«, selv, der jo fører en saa skarp Krig mod alle Aktieselskaber og Kapita- lister, saa har den ikke stærke Ord nok for sine Bebrejdelser 2*