Om Ejendoms Afstaaelse
ved Anlæg og Udvidelse af Jernbaner

5 Jordafstaaelser for bestandig til hvilket som helst andet Brug maa søges tilvejebragt ved mindelig Overenskomst. »Foruden at den ifølge § 1 indrømmede Ret til Benyttelse af Vejmateriale maa (§ 3), navnlig med Hensyn til Sten, være de samme Indskrænk- ninger underkastet, som de, der ifølge den gældende Forskrift finde Sted for Vejvæsenet i Almindelighed (jfr. F. 13. Dcmbr. 1793 og PI. 4. Juni 1845, som bestemmer, at der intet gives for Materialet, men kun for Afgrødetab, Arealtab og Beskadigelse ved Kørsel), vil det henhøre under den i § 5 ommeldte Kommissions Bedømmelse og Afgørelse, hvorvidt der, i Tilfælde af at Vejmateriale, der at- traas for en Jernbanes Anlæg, ikke maatte haves i tilstrækkelig Overflødiglied, kan være Føje til at bestemme en passende Erstat- ning for samme.« Retten til Ekspropriation kan dog ikke udøves af enhver, der ønsker at anlægge en Jernbane; Grundlovens § 82 siger: »Ejendomsretten er ukræn- kelig. Ingea kan tilpligtes at afstaa sin Ejendom, uden Almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge Lov og mod fuldstændig Er- statning.« Det er en Følge af denne §, at vi ikke allerede have mange flere Jernbaner; thi hvis Aktieselskaber havde Lov til at ekspropriere til denne Brug uden at behøve Rigsdagens Samtykke til Baneanlæget, saa fik snart hver Landsby sin Station og Bane. Saalænge en Jernbanes Anlæg