Om Ejendoms Afstaaelse
ved Anlæg og Udvidelse af Jernbaner

19 Godtgørelse, der herfor maatte kunne tilkomme Ejeren, dog saaledes, at i Forretningen særlig an- føres den ifølge § 11 (se foran S. 13) antagne Værdi af Grunden i og for sig, beregnet pr. Td. Land, og dernæst den Godtgørelse, som i nævnte Tilfælde endvidere maatte være at tilstaa. g) Ved de i denne og den foregaaende § om- handlede Taksationer er det i øvrigt en Selvfølge, at Hensyn bør tages, ikke til den Pris, Besidderen af blot personlige Grunde eller af en vis For- kærlighed maatte sætte paa Ejendommen, men alene til en saadan, der af Taksatorerne lader sig anslaa til en Pengeværdi, eller som i alt Fald er af en saadan Beskaffenhed, at den, skønt den ikke i og for sig betragtet lader sig reducere til en be- stemt Værdi, dog maa erkendes at udgøre en saa- dan Behagelighed ved en vis Ejendom, at dennes Værdi derved i Handel og Vandel forøges, saasom en ualmindelig skøn Beliggenhed eller Udsigt og deslige. Foruden de i Loven nævnte Ulemper i Anled- ning af Jernbaneanlæg over en Lod, skal jeg pege paa en, der ikke er af ganske ringe Betydning, nemlig den Fare, Ejeren er udsat for med Hensyn til sine Husdyr, dels det, at Hestene kunne blive bange for Toget og løbe galt med Vogn, Plov eller andre Redskaber, hvad der giver megen Udsigt til, at der sker en eller anden Ulykke med Mennesker eller Dyr, dels det, at de mindre Husdyr, Faar og Lam, inden det levende Hegn bliver stort nok, let 2*