Markarbejderes Vilkaar i jyske Hedeamter

90 Gaa vi ud fra 300 Arbejdsdage — lige mange i Sommer- og Vinterhalvaaret — vilde den aarlige Pengefortjeneste ved denne Lønningsform i 1879—80 blive 196 Kr., i 1872 derimod kun 175 Kr., altsaa en Stigning af 12 pCt. Tages der Hensyn til, hvor meget Kosten i disse Aar er bleven dyrere, kommer man ogsaa paa denne Maade mindst op til 16 pCt., og man tør vel derfor gaa ud fra, at Stig- ningen næppe har været derunder. Inden vi forlade Markarbejdernes Dagløn, turde det maaske være paa sin Plads at berigtige en Vildfarelse, hvori forskjellige have gjort sig skyldige, nemlig al den skulde være lige høj for den dygtige og den mindre dyg- tige. Jeg henviser i den Anledning til Opgivelserne fra de nævnte 8 Sogne, hvor man i de fleste Tilfælde vil finde an- ført en højere og en lavere Dagløn, og her er, vel at mærke, ikke Tale om Forskjellen mellem en gammel udslidt og en ung kraftig Arbejders Løn, men derimod om en For- skib der er betinget af, om Vedkommende er hurtig eller langsom, mere eller mindre flittig. Af alle Undersøgerne er dette Moment paa given Foranledning fremhævet med Undtagelse af en, hvis Svar gik ud paa, at Lønnen mere syntes at rette sig efter Arbejdsgiverens Hjertelag end efter Arbejderens Dygtighed. Muligt kan Hjertelaget i nogle Tilfælde blive Rettesnoren, nemlig overfor faste Arbejdere, der ere bievne gamle i Tjenesten hos en bestemt Arbejds- giver, og her er det fuldt ud paa sin Plads; overfor Dag- lejere finder det næppe Sted i synderlig Omfang, hvad der heller ikke vilde være heldigt. At særlig det mere be- sværlige og tidt for Helbredet ugunstige Arbejde som Tørve- og Mergelgravning, naar det ikke udføres paa Akkord, indbringer en ikke saa lidt højere Dagløn end det almindelige Markarbejde, er allerede nævnt.