Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

 L. A. SCHOU: Scene af Ragnarok. Tegning PRIVATEJE HARALD ADOLPH NICOLAI JERICHAU, født i København d. 17 August 1851, var en Søn af Billedhuggeren J. A. Jerichau og hans ovenfor nævnte Hustru. Som Dreng stod hans Hu ikke til at blive Maler; Friluftsbarn som han var, vilde han langt heller gaa Forstvejen eller blive Landmand. Forældrene bestemte ham imidlertid for Kunsten, og da han derved slap for Skoletvangen, føjede han sig let efter deres Ønske. Fra Moderen havde han arvet Træk- fuglenaturen, og det varede ikke længe, før han kom ud paa de store Rejser. Efter en ganske kort Uddannelse i Kunstakademiets Perspektiv- klasse og nogen Undervisning hos Malerne J. C. Lund og R—. Eilersen rejste han kun 16 Aar gammel med sin Moder til Rom, hvor han blev Elev af Direktøren for det derværende franske Akademi, Benouville. I 1870 gjorde han en Studieudflugt til Tyrkiet og Grækenland, var derefter i Paris og besøgte paany i 1872 Kon- stantinopel. Derefter var han et Besøg i Dan- mark, boede siden nogen Tid i Paris og i Schweitz og drog derefter sammen med Moder- en for tredje Gang til Konstantinopel. 18 Aar gammel havde han forlovet sig med en Kusine af sig, men Udsigterne til Bryllup havde hidtil ikke været lyse. Nu fik han i Konstantin- opel saa mange Bestillinger, at han kunde hid- kalde sin Forlovede, og „i Skyggen af den høje Port“ fejre sit Bryllup med hende. Det unge Pars Lykke blev dog ikke langvarig her, idet det førstefødte Barn døde, og snart efter de uro- lige Forhold i Konstantinopel fordrev dem fra Tyrkiet. De drog saa til Italien og tog Ophold paa Kapri, men her indtraf en ny Ulykke, idet Hustruen efter faa Dages Sygdom bortreves af Døden. Jerichau var ganske utrøstelig. Han hen- faldt for længere Tid i den dybeste Melankoli, der først veg bort, efter at han havde besøgt sin Hustrus Grav i Neapel; som ved et Mirakel fik han her sit Livsmod og sin Virkelyst til- bage, og han tog nu med Iver fat paa Fuld- endelsen af sit Billede: „Sletten ved Sardes“. Men dette blev hans sidste større Værk, idet 222