1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

118 Betydningen af Stadens Privilegier. bedste og fornemste Borgere lier i Staden, hvilke, tilligemed Præsidenten, Borgemestre og Raad, Stadens og Menighedens Bedste saavelsom dens Indtægt og Udgift efter Tidernes Beskaf- fenhed kunde overveje, og derom handle og slutte. Den, der nu efter disse prunkende Ord vilde tro, at Køben- havn var en Slags „rigsumiddelbar“ Stad, der kunde gøre ög- lade, hvad den vilde, raade sig selv og styre sig- selv, vilde tage meget fejl. At Benævnelsen fri Rigens Stand ingen Betydning fik, laa i, at der ingen Brug var for Stænder under det absolute Regimente. Alen der var heller ingen Brug for Selvstyre. Hvad der reelt havde den største Betydning, men som Staden intet skriftligt Privilegium behøvede paa, var, at den var en kongelig Residens. Virkningen heraf med Hensyn til Befolkningens Sam- mensætning og Stadens sociale Forhold have vi alt omtalt. Hvad der fik Betydning, var, at den var Rigets Hovedstad, og at Rigets Finans- og Handelspolitik først og fremmest krævede Centralisation, saa at København blev det Midtpunkt, hvorfra og hvorhen Alt radierede. Men hvad der ikke blev gjort for København af Statshensyn, det gjordes ikke for Stadens egen Skyld. I og for sig var dette jo saare fornuftigt, men deraf følger ogsaa, at Privilegierne som saadanne ikke fik megen reel Betydning 1). — Ved forrige Aarhundredes Slutning styredes København af en Overpræsident, to Borgemestre, to Viceborgemestre, 6 Raad- mænd og 6 Viceraadmænd. De sidste sex vare ulønnede, alle de øvrige Medlemmer af Magistraten vare lønnede. Fra 1806 af indskrænkedes imidlertid Tallet til: Overpræsidenten, 2 Borge- mestre og 6 Raadmænd. Viceraadmandsposterne ophævedes, fordi det havde vist sig, at disse Poster søgtes af Folk som Expectanceposter til Raadmandspladserne, men da de vare ulønnede, bleve de ikke passede af deres Indehavere, der tvært- imod varetoge deres private Forretninger — hvad der ogsaa var nødvendigt for dem for at leve. Blev der saa en Raad- ’) Af og til har Enevælden dog givet Københavnerne Begunstigelser for at indynde sig hos dem. Jfr. Daae. Det gamle Christiania. Anden Udgave. Pg. 68.