1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

266 Skatterne under Krigen. Dog- gælde her ingenlunde de samme Betragtninger som om Forholdene i 90erne. Thi i og for sig var Krigen for mange Borgere tung at bære, Skatterne vare allerede betydeligt for- øgede 1802—06 og bleve det yderligere 1808. Regeringen kunde haabe, at det dengang mægtige Frankrig vilde kunne komme den til Hjælp, ogsaa i finansiel Henseende, og det var ikke godt at forudse, at Krigen skulde vare saa længe, og Forholdene stedse forværres. Naar det navnlig er fremhævet, at man allerede tidligere burde have paabudt, at Skatterne skulde erlægges i god Mønt, subsidiært i Sedler efter Dagens Kurs, da er derimod med Rette gjort gældende, at det var farligt for Regeringen selv at gaa i Spidsen med officielt at vrage sine Sedler, thi naar de offentlige Kasser nægtede at modtage dem, hvor kunde man saa vente, at Private skulde have mindste Tillid til dem, og hvormeget mere vilde de saa ikke, paa Grund af deres mindre Anvende- lighed, synke i Kurs. Overfor den Anke, at det for sent paa- lagdes Kaptørerne at indbetale en Del af deres Overskud i Statskassen, maa det huskes, at det særlig var Kongens Ønske at opmuntre Kapervæsenet paa enhver Maade, saa at han nødig greb til Noget, der kunde hæmme det. Kapervæsenet var halvt en Næringsvej, halvt en Smaakrig. Set fra det første Standpunkt er der, som ovenfor omtalt, ingen Grund til at for- arges over det Tvangslaan, der paalagdes Kaptørerne, set fra det sidste — og det var Kongens, for hvem ethvert Middel til at komme Fjenden til Livs var godt — kan det forstaaes, at man ventede saa længe som muligt med at berøve Kaperne noget af Sporen til at vove sig ud. Man kan forarges over, at Loven af 1809 indeholdt Køb- og Salgsbestemmelser om Indfødsret, Adelsrettigheder o. a. 1. Dog maa man ikke i for høj Grad anlægge Nutidens Maalestok paa Købet af Æresbeviser. Navnlig i forrige Aarhundrede skete sligt ret jævnligt, og det maa erindres, at man dog havde for- beholdt sig en Kritik overfor de indkommende Tilbud, der for- øvrigt ikke vare mange. Men var der noget umoderne ved en Lov som den nævnte, kan det paa den anden Side ikke nægtes, at f. Ex. Indkomstskatteloven ikke stod væsentlig tilbage — og