1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

Tillæg til Fd. af 5. Januar. Skattelettelser. 303 disse sidste kan særlig fremhæves Fd. af 9. Marts 1813, der bl. a. bestemte, at en Kreditor, der, før Fd. 5. Januar 1813 udkom, havde været nødsaget til ved Klage til Forligelses- kommissærerne eller paa anden lovlig Maade at paatale en Fordring i D. C., skulde være berettiget til at nedlægge Paastand om Betaling i Rigsbankpenge i Forhold til Fordringens Værd paa den Tid, lovlig Paatale fandt Sted. Denne Bestemmelse hang sammen med det tidligere omtalte Forhold, at Debitorerne ved Retssager o. 1. havde søgt at trække Betalingstiden ud, for at Courantkursen skulde blive saameget ringere i Mellemtiden. Domstolene havde staaet magtesløse overfor den Art af „lumpne Exceptioner", og for at forebygge en Fortsættelse af dette For- hold, fremkom nærværende Forordning1). Ved en Forordning af 14. September 1813 bestemtes, at Kreditor, i den Tid, hvori han var uberettiget til at opsige sin Kapital, heller ikke var pligtig til at modtage Beløbet undtagen i rede Sølv eller Rigsbanksedler efter Dagens Kurs (ikke den officielle Kurs). Tillige søgtes ved denne Lov Kavtionisternes Stilling ordnet, saaledes at de bleve satte i Stand til at løses ud af Kavtionsforholdet — en Bestemmelse, der var af megen Vigtighed i Tider, hvor det Beløb, man var gaaet i Kavtion for, kunde skifte Karakter fra Dag til Dag og forandre sig fra en Bagatel til en Formue. Løftet i Fd. af 5. Januar om, at der til Gengæld for de faste Ejendommes Bebyrdelse med Bankhæftelserne, skulde ske en Lettelse i Skatterne, indfriedes veel Fd. 9. Juli 1813. Ved denne omsattes først en hel Række af ældre Skatter til faste Kornydelser, der atter aarlig konverteredes til Penge, derhos bevilgedes et Fradrag i disse Ydelser svarende til 5/e af Renten af Bankhæftelserne. Men ved Siden af denne Skattelettelse fandt forskellige Skattepaalæg Sted for at hjælpe Finanserne ud af de værste Forlegenheder. Saaledes paalagdes der ved Fd. 14. Oktober en Afgift af 8 pCt. af alle Varer, man havde i Forraad til Salg- eller til Bearbejdelse. Undtaget blev kun møntet Guld og Sølv, *) Jfr. A. S. Ørsted. Eunomia. I.