1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

Danmarks Kontinentalspærringslov. 327 Inden Aarets Udgang viste Danmarks formelle Tilslutning til Kontinentalspærringen sig i Fd. af 24. Decbr. (Med Frankrig var afsluttet en Traktat i Fontainebleau 31. Oktober). Forord- ningen paabød, at intet Skib, under nogetsomhelst Flag, der enten direkte kom fra eller endog blot havde anløbet Stor- britannien eller nogensomhelst storbritannisk Besiddelse i eller udenfor Europa, maatte modtages eller forblive i nogen af det danske Riges Havne (overhængende Fare undtaget). Derfor maatte intetsomhelst Skib modtages i nogen Havn, uden at dets Papirer i saa Henseende undersøgtes, og Skibsbesætningen havde afgivet edelig Forklaring. Ingensomhelst Vare af engelsk Oprindelse, selv om den var indtaget i nevtral Havn, maatte udlosses, intet Skib maatte udklareres til engelsk Havn o. s. fr. __ Under 24. December toges ogsaa endelig Bestemmelse om, at de hidtil kondemnerede engelske Varer og Fordringer etc. skulde konfiskeres, saa at hermed Skridtet var taget fuldt ud i Krigsførelsen ikke blot mod England som Stat, men ogsaa mod hver enkelt Englænder, hans Person og hans Ejendele. Voldsomheden i de Beslutninger, der saaledes inden Ud- gangen af Aaret 1807 vare tagne, er umiskendelig, og den lader sig vanskelig forsvare. Hvad man navnlig har bebrejdet hin Tids Regering er Brevtvangen og Konfiskationen af de engelske Fordringer. Bestemmelserne om, at Breve til eller fra Udlandet •skulde aabnes, traadte endog i Kraft otte Dage før Forordningen herom udkom, hvorved mange fortrolige Ting overgaves til underordnede Funktionærers Sladder, Raahed og Misbrug, og man opnaaede dog forsaavidt ikke, hvad man vilde, som det blev Skik og Brug aldeles at gaa udenom Postvæsenet og lade Rejsende besørge de Breve, man ikke ønskede aabnede1). Selve Postvæsenet gennemførte ikke Forordningerne med den Stræng- hed, Kronprinsen fordrede; i det hele bidrog Embedsstandens Uvilje i Tidsrummet 1807—14 mod de altfor strænge og altfor smaalige Bestemmelser til at gøre Livet mere taaleligt, end en rigorøs Gennemførelse af Lovene vilde have muliggjort. Men fra Holsten sendte Kronprinsen den ene Paamindelsesskrivelse efter *) Rist 1. c. IL Pg. 14—15.