1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

388 Nye Afgifter. Oprettelse af et Kolonialvareinteressentskab. Priser. Af Kolonialvareafgifterne vare særlig de ved Fd. af 28. Maj fastsatte af Betydning; de lagdes paa de Varer, der endnu forefandtes i Hertugdømmerne til Handel eller Fabrikation, hvilke ogsaa ram medes af de tidligere Afgifter, og de vare saa høje, at man i stedetfor at betale dem, kunde afgive endel af selve Varerne efter følgende Maalestok: af Bomuld 33VS få pr. Centner, af Sukker 30 , af Theer 15x/2—30 af Kaffe 287a af Tobaksblade og Stilke 30 pr. Centner o. s. fr. Ved Forordning af s. D. gav Kongen sin Sanktion til Oprettelse af det nysnævnte Interessentskab. Dettes Handelsvarer vare de i Fd. 20. Oktbr. 1810 nævnte Kolonialvarer samt Tobaks- blade, og de skulde udsælges en gros og ikke* under de efter visse Regler fastsatte Priser, der vare bestemte under Hensynet, til at holde samme Priser som Nabolandet. Ejere af saadanne Varer kunde overlade Interessentskabet dem til Forhandling, dog ikke i ringere Partier, end at de for dem fastsatte Afgifter kom til at udgøre 125 D. C. pr. Parti. Varer, som overlodes Interessentskabet, vare imidlertid fritagne for Afgiften, og de Varemængder, som afgaves istedetfor Afgiften, overgaves Inter- essentskabet. Til dette skulde ligeledes afleveres kondemneret Prisegods (der imidlertid var undergivet Afgiften), hvad Køberne paa Avktionerne forud skulde underrettes om. Udsalget af Varerne maatte ikke begynde, naar ikke Priserne vare lig Nabo- landenes; foreløbig krediteredes Betalingen vedkommende Leve- randører, der bagefter fik Dividende udbetalt, men, om fornødent, kunde der under visse nærmere Betingelser udbetales Forskud. Til det Bundt af Kolonialvareforordninger for Aarene 1809—11, som her er kortelig refereret, maa endnu føjes de administrative Bestemmelser, der førte Lovene ud i Livet; hertil kom yderligere de Spærringslove, hvorved snart Toldlinjen ændredes, snart hele Sejladsen langs Kysten forbødes. Denne Rigdom paa Vareafgifter og Handelsindskrænkninger skyldtes først fiskale Hensyn — det højst berettigede Ønske om at faa Penge til Statskassen —, dernæst Frederik den Sjettes ustandsede Harme overfor England, men fremfor Alt dog det franske Kejserdømmes Fordring om, at Danmark skulde følge dets Handelspolitik, ikke blot i Almindelighed, men ogsaa i Enkelt-