1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

404 Smuglertrafiken i Hertugdømmerne. Flensborgs Handelsflaade var altsaa gaaet ned til under Halv- delen, Altonas til Tredjedelen i Drægtighed1). Dog, hvad der var af størst Betydning i Hertugdømmerne, var, at Kolonialvarepolitiken, Statens Finansmisére, den franske Indu- stripolitik og til Slut Hertugdømmernes Okkupation gav Anled- ning til Bevægelser endog af offentlig, ja halvofficiel Art, som vare vel skikkede til at vække national Uro. Det var almindelig Skik og Brug Evropa over at smugle, hvor man kunde, og heller ikke Regeringerne tog det saa nøje. Men i Danmark var det ikke blot Frygten for Frankrig, men ogsaa Forbitrelsen mod England, der bevirkede, at de øverste Myndigheder ikke kunde eller vilde finde sig i Smugleriet. Det er alt ovenfor omtalt (jfr. Pg. 329), at Frederik den Sjette tidligt advarede mod Hamborgernes daarlige Indflydelse paa Befolkningen og frygtede for, at den ved utidigt Ræsonnement skulde gøres efterladende i sine Undersaatspligter; men det er ogsaa omtalt, at intetsteds foregik Smugleriet saa stærkt og saa ugenert som mellem Hamborg og Altona, om end Smuglertrafiken fra Helgo- land til Kysten heller ikke var ringe. De Vanskeligheder, Rege- ringen havde at overvinde i de følgende Aar, overfor ameri- kanske, svenske og andre Skibe vare mangfoldige, og Smugle- riet kunde jo umulig være gennemført uden Hjælp fra Landets Beboere — men det var ikke let at finde og ramme dem. Saavidt gik det, at i 1810 paagreb det franske Toldvæsen den kongelige Postvogn, ankommende fra Altona, og fandt den fuld af Sukker og Kaffe i de Rum, der vare forbeholdte den kongelige Tjenestes Penge og Værdisager2). I 1811 var Smugle- riet i Tønningen og Husum gaaet saa vidt, at man ansaa det for umuligt, det kunde ske uden Øvrighedens Vidende. Da befalede Kongen det slesvigholstenske Kancelli at fjærne Magi- straten i disse to Byer, thi selv om der ikke forelaa positive Beviser for deres Forbrydelser, var det bragt til højeste Grad af Formodning, at disse Øvrighedspersoner „med pligtforsøm- mende Lunkenhed have overholdt de udgangne Forbud mod *) Statistisk Tabelværk, fjerde Hæfte, Pg. XIV. 2) Depesche fra Rist af 10. Juli 1810.