472
Københavns Huse og Boliger.
Jorderne ikke maatte sælges; deres Standpunkt synes baade af
den nævnte Grund og af andre Grunde overmaade forstandigt1).
Perioden 1807—14 gav for lange Tider København sit Præg
i arkitektonisk Henseende. De strænge Bestemmelser om, at
Byen holdt op veel Portene, saa at ingen nogenlunde anselige
Huse maatte bygges udenfor, og cle faa Midler, der stod til
Raadighed baade for Offentlige og Private, der vilde bygge
indenfor Portene — hvad enten det var paa Tomterne eller
paa ny indtagne Grunde — gjorde Befolkningen overmaade
nøjsom i dens Fordringer til offentlig og privat Bygningskunst.
Den Tid var forbi, da rige Handelsmænd, Godsejere eller Hof-
mænd byggede Paladser; man byggede, hvad der var nødvendigt,
og vænnede sig til ikke at stille for store Krav. Befolkningens-
ringe Tilvæxt bevirkede vel, at der ikke foreløbig blev Bolig-
mangel paa det stærkt begrænsede Territorium, men da saa
Folkeforøgelsen kom, uden at Skrankerne faldt, maatte man
tilmed rykke sammen i de saare økonomisk opførte Bygninger.
Og den strænge Økonomi i Bygningernes Værelser, Trapper, Indre
og Ydre satte sig i Blodet hos Hovedstadens Befolkning og er
bleven medbestemmende for Karakteren af dens Huse og Boliger.
*) De 32 Mænds Kopibog, Skr. af 26. Novbr. 1812.