1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

Indskrænkninger af visse Arter af Detajlhandel. 503 rettigede til at sælge en-detail, naar de søgte Bevilling herpaa og svarede højere Næringsskat1). Liden Sympathi havde det Offentlige derimod med den Detajlhandel, der viste sig som Marskandiserhandel og Skakren med gamle Klæder etc. Kampen imod den toges dog først for Alvor op i Krigens sidste Aar og i de nærmeste Aar efter Krigen. Fra Nytaar 1814 bleve alle Stader paa Højbroplads, hvorfra gamle Klæder og Marskandiservarer solgtes, henflyttede til Graabrødretorv, til „mindre Vanzir for Staden", og endog indtrængende Andragender om at beholde sit Stade, hvor man hidtil havde haft sin Næring, blev af Kongen selv afslaaet2). Under 7. November 1815 anmodede Kancelliet Magistraten om at bekendtgøre, at der indtil videre ikke kunde ventes Borger- skab paa Marskandiserhandel, Værtshushold, Kaffeskænkeri, Billardhold, Ølaftapperi, Avktionshold, Konditori og ordentligvis heller ikke som Traktør, Høker m. v., og under 26. April 1816 paalagdes det Magistraten ikke at give Tilladelse til at drive disse Næringer, medmindre Vedkommende var over 45 Aar eller havde haft Uheld, der kunde hindre ham i at drive den Profes- sion, han var oplært til. Man vilde ved disse Indskrænkninger det overdrevne Avktionssalg tillivs, der havde uddannet sig under Krigen, og som hyppigst anvendtes til at gaa udenom Næringslovsbestemmelserne; dernæst vilde man forebygge, at Smaahandlernes Tal blev for stort, thi enten kunde de da ikke leve, eller ogsaa maatte de skrue Priserne saa stærkt op, at *) Sagen var i Sommeren 1810 rejst af Hørkræmmer Tvermoes, der under Bombardementet havde mistet sin Formue (40,000 D. G.), og i sin An- søgning gjorde opmærksom paa, at han i en væsentlig Grad havde bi- draget til at redde Trinitatis Kirke, medens hans egne Ejendele brændte. Han var i den Anledning gjort til Ridder, hvad lian var saare tak- nemlig for, men — som han med Rette bemærkede — ikke kunde leve af, og han androg da om, at han maatte handle en gros med sine Varer uden dog at nedlægge sit Detajludsalg. Under Sagens videre Gang naaede man, paa Indstilling af Kommercekollegiet, til den ovenfor omtalte almindelige Bestemmelse for Handelslavenes Interessenter (Resol. 18. Septbr. 1810). 3 2) Kane, ig Februar 1814.