1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

Forholdet mellem Mestre og Svende. Tidepengenes Forhøjelse. 517 ogsaa, at kun Kvinder maatte beskæftiges der1). — Disse for- domsfri Anskuelser om Kvinders professionelle Uddannelse vare jo imidlertid til den Grad knyttede til Tidsforholdene, at det intet Under var, de ingen Frugter satte, cla Tiderne saa stærkt, forandredes, at der snarere blev for stort end for lille et Arbejds- tilbud, og da Lavs forholdene igen for lange Ticler faldt, ind i deres gamle Skure. Den Belæring, Regeringen vilde give Mestrene ved at lade dem faa at se, hvor godt man arbejdede med ulavsmæssige Medhjælpere, hang sammen med, at man ingenlunde var tilfreds med Forholdet mellem Mestre, Svende og Lærlinge indenfor Lavene. Hovedsagentlig var Regeringen og andre Uclenfor- staaencle ret tilbøjelige til at give Svendene Skylden. Ikke blot modsatte Svendene sig alt Nyt, men Mestrene, hedder det i Forestillingen om Marstrands Bageri, liave hidtil „været højst afhængige af Svendene og maattet tilstaa, hvad Vilkaar disse selv lyst ede“. Iden citerede Skrivelse fra de 32 Mænd foreslaaes det, at der skulde sættes alvorlige Straffe for Arbejdets For- sømmelse, saa at Svendene virkelig arbejdede paa alle Ugens Arbejdsdage, og at der blev sat en Grænse for deres „Begærlig- hed og Selvraadighed“. Samtidig vilde man have bestemt, at ingen Svend maatte forlade sin Mester uden efter et Fjerdingaars Opsigelse o. s. fr. Man var dog heller ikke blind for, at Sven- dene ogsaa maatte lide under den herskende Dyrtid. Hvor vanskelige Tiderne kunde være for Svendene, selv om de fik højere Arbejdsløn, viste sig saaledes bl. a. ved de stadige Krav paa højere Tidepenge, som dels motiveredes ved, at Ydernes Antal aftog. dels ved at Hospitalspriserne vare satte til Vejrs; jævnlig maatte derfor Øvrigheden tvinge Svendene til at yde de forhøjede Bidrag, idet man jo gik ud fra, at Svendelavene havde en Pligt til at holde deres Sygelade saaledes i Stand, at den' kunde bære alle tilstødende Udgifter (jfr. ovenfor Pg. 135). Men for at dette kunde ske. maatte i Krigens Aar Bidragene under- tiden sættes op Hl omkring det dobbelte2). Heller ikke var 7 Decbr. 1813. ) ^anc- 9 Februar 1814. 3) Tømrersvendenes ugentlige Bidrag sattes i 1809 op fra 5 til 8 [i ugentlig, Klejnsmedenes samme Aar fra 8 til 18 [i for det første Aar (til at