1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

Kommunalbestyrelsens Mangel paa Frisind. 585 Kancelliets Ytring, at Privilegierne ikke vare givne for Stadens Øvrighed, men for Stadens Borgeres Skyld, kaster et skarpt Lys over Datidens kommunale Styre. Sætningen var sand, ikke blot formel, men ogsaa reel, og den var af den Grund ingen Sofisme, at Stadens Øvrighed jo netop ikke repræ- senterede Stadens Borgere. Den Maade, hvorpaa Stadens dele- gerede Borgere i Overensstemmelse med Privilegierne første Gang valgtes, kunde være god for Midten af det syttende Aar- hundrede; den Maade, hvorpaa de senere valgtes, var en Parodi paa Valget af en repræsentativ Forsamling. Og da Magistraten helt og fuldt valgtes af Regeringen (der altsaa indirekte ogsaa tog Del i Valget af de 32 Mænd), blev den hele Kommunal- bestyrelse en Art Udløber af Regeringen, som derigennem fik en naturlig Ret til at have Haand i Hanke med den. Privile- gierne bleve en Rettesnor for Regeringen, hvorefter den burde træffe Bestemmelser om, hvad der gennem Kommunalbestyrelsen kunde fordres af Stadens Borgere. Men de 32 Mænd kunde ingen Autoritet skaffe sig overfor Magistraten, denne ikke over- for Kancelliet — efter den Maade de bragtes til Verden paa - og ingen af Parterne kunde med nogen Myndighed paaberaabe sig de Privilegier, hvis Aand og Formaal længst var bortvejret. Forudsætningen for, at Kommunalbestyrelsen kunde have støttet sig til Privilegierne opadtil, var, at den havde Stadens Borgere at støtte sig til nedadtil. Men ikke alene, at den ikke faktisk havde det, og ikke alene at Kommunalbestyrelsens lukkede Klikemøder ingen Interesse skabte hos Befolkningen — selve de to Forsamlinger, de 32 Mænd og Magistraten, vare for- nøjede med Situationen, som den var (d. v. s. fornøjede med sig selv). Det er saaledes i denne Sammenhæng af Interesse at se, at da Kommunalanordningen af 1840 var under Over- vejelse og Forberedelse, var det Kancelliet, der vilde give Bor- gerne en forholdsvis udvidet Valgret, medens det var Borgernes saakaldte Repræsentanter og deres Øvrighed, der holdt imod; overfor Kancelliets Forslag om direkte Valg med lav Census, krævede Magistraten indirekte Valg, medens de 32 Mænd ønskede højere Census; det var Frederik den Sjettes Kan-