Kortfattet Vejledning I Kendskabet Til Farvekemien

fabrikation, medens Resten bliver forarbejdet for sig selv til Brug for Sukkeraffinaderierne. Det fine Benmel fyldes i Digler, der stilles søjle- formigt ovenpaa hinanden, og man bygger paa denne Maade mange Søjler, som anbringes saaledes i en Brændeovn, at Flammerne frit kunne spille imellem dem. Derpaa fyrer man, og naar Flammen har be- gyndt at paavirke Diglernes Indhold, udvikles der en brændbar Gas, som antændes og derved betydelig for- øger Varmen, der hurtigt bringer Diglerne til at gløde og brænder Indholdet til Kul. Naar disse Gasflammer sluk- kes, skulde Brændingen egentlig være fuldendt, men Ilden vedligeholdes dog endnu en kort Tid, for at man kan være sikker paa, at Forkulningen bliver fuldstændig. Naar Diglerne ere afkølede, tages Indholdet ud og males fint. Dersom man ikke anbragte Benpulveret i Diglerne, men udsatte det for Ilden under Luftens Tilgang, vikle alt Kulstoffet brænde bort og efterlade en hvidgraa Aske. Derfor er det nødvendigt, at Diglerne passe saaledes til hinanden, at Luften ikke kan paavirke Indholdet. Den herved fremkomne Farve kan i høj Grad for- bedres ved at overgydes med Saltsyre, der opløser det fosforsure Kalk og lader det rene Kulstof tilbage, fint- delt og derfor meget dækkende og af ren blaasort Farve; man udvasker derefter fuldstændigt. Herved formind- skes Udbyttet ganske vist, men forbedres samtidig i tilsvarende Grad. Det er den saaledes behandlede Farve, der formet i Toppe gaar under Navnet Elfenbenssort og Pariser- Laksort. Elfenbensaffald bruges ogsaa til Sort, og da det er aldeles fedtfrit, giver det en smuk Farve, som dog paa Grund af Materialets Kostbarhed er sjelden.