Kortfattet Vejledning I Kendskabet Til Farvekemien

115 stor Tilbøjelighed. Denne Egenskab kan fremkalde højst mærkelige Fænomener: Blandes f. Eks. 4 Dele koncentreret Svovlsyre med 1 Del stødt Is, da vil Blandingens Temperatur paa Grund af Syrens Begær- lighed efter Vand stige til henimod Kogepunktet; blan- des derimod 1 Del Syre med 4 Dele stødt Is, da vil Blandingens Temperatur synke til henimod 20 Graders Kulde, ogsaa dette bevirkes af Syrens Begær efter Vanel, men Overgangen af det forholdsvis store Kvan- tum Is fra fast til flydende Form frembringer denne modsatte Virkning. Svovlsyren er den stærkeste af alle Syrer; den uddriver alle andre af deres Forbindelser, den angriber og forkuller alle organiske Legemer, virker stærkt ætsende og er meget giftig; som Modgift kan anvendes Soda (helst tvekulsur Natron), kulsur Magnesia og, hvis man ikke har andet ved Haanden, Kridt. Salpetersyre. Kvælstof indgaar i fem forskellige Forbindelser med Ilt, hvoraf dog kun tre ere Syrer. Salpetersyre er den højeste Ilteforbindelse og bestaar af 1 Ækv. Kvælstof og 5 Ækv. Ilt. Den kan fremstilles vandfri som farveløse Krystaller, men er da meget uholdbar. Salpetersyre anvendes stedse i sin Forbindelse med Vand, det er en farveløs og rygende Vædske. Med 1 Ækv. Vand har den en Vf. af 1,52 og koger ved 86 Grader, fortyndes den med mere Vand, stiger dens Kogepunkt. Salpetersyre er en meget kraftig Syre, der angriber baade Metaller og organiske Stoffer; den dekomponer es meget let, da den har stor Tilbøjelighed til at afgive sin Ilt; jo stærkere Syren er, desto lettere dekomponeres den, dog angribes Jern og Tin ikke af den koncentrerede Syre, men der fordres en lille Til- sætning af Vand for at opløse disse Metaller. Naar