Kortfattet Vejledning I Kendskabet Til Farvekemien
År: 1898
Forlag: Trykt hos Th. Nielsen, St. Regnegade 26
Sted: København
Sider: 162
UDK: 54 (024)
med særlig Hensyn til
de af Malerne benyttede Materialier
og disses Bestanddele.
Udgivet af
Fællesforeningen af Danmarks Malermestre
til Foreningens Medlemmer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
124
er begrundet i den Lighed, som Ammoniaksaltene have
med Kali og Natronsaltene.
De her omtalte 3 Stoffer: Kali, Natron og Ammo-
niak kaldes med et Fællesnavn for Alkalier, og danne
en Gruppe for sig blandt Metallerne; dog regnes hertil
endnu et meget sjeldent forekommende Meta] Lithion,
som særlig udmærker sig ved sin overordentlige Lethed,
Vf. 0,59.
Calcium.
Dette Metal forekommer overordentlig hyppigt, dels
i Forbindelse med Ilt og Kulsyre som Stenkalk, Kridt,
Marmor og fl., og i Forbindelse med Svovlsyre som Gribs
og Alabast, samt som kiselsur Kalk i flere Mineralier.
Det findes aldrig gedigent, men kan fremstilles
ved Elektrolyse af smeltet Chlorcalcium, og er et
stærkt giindsende Metal, noget gulere end Messing.
Det er let, Vf. 1,58. Det ilter sig meget hurtigt og
dekomponere!’ Vand under Brintudvikling.
Kridt og Gibs ere omtalte under de hvide Farver.
Kalk, som er Calciumilte, faas ved Brænding af
kulsur Kalk, hvorved Kulsyren uddrives. Dette Stof
spiller en meget vigtig Rolle som Materiale for Murerne;
det optager med Begærlighed Vand og omdannes her-
ved til Kalkhydrat, som er den Form, hvori det an-
vendes til Mørtel. Brændt Kalk er meget tilbøjelig til
at optage Kulsyre igen af Luften, hvorved den antager
Krystalform og forbinder sig med det i Mørtelen værende
Sand til en stenhaard Masse.
For at fremskynde Kalkens Hærdning i Nybyg-
ninger og udtørre disse, bruges det at antænde Baal;
det er dog mindre den herved fremkomne Varme, der
udtørrer Murene, men meget mere den ved Ilden ud-
viklede Kulsyre, som gaar i Forbindelse med Kalken,
og derved uddriver det kemisk bundne Hydratvand,