Kortfattet Vejledning I Kendskabet Til Farvekemien

149 Sølvet er i sig selv meget blødt, hvorfor det næ- sten aldrig anvendes ublandet. Det findes i vore Møn- ter, Brugsgenstande og Smykker altid blandet med Kobber for at give det Styrke og Haardhed. Det fine Sølv kaldes 16 Lødigt; Københavnsk Prøvesølv inde- holder 13‘/3 fint Sølv og 22/:i Kobber, det er altsaa 13’/3 lødigt; vore Kronestykker indeholde 4 Dele fint Sølv og 1 Del Kobber, medens de mindre Skillemønter indeholde betydelig mindre. Baade Mønter og Brugsgenstande blive efter For- arbejdningen „hvidkogte", det vil sige, de ophedes i Ilden, hvorved det paa Overfladen fordelte Kobber iltes og bliver sort, derefter udkoges i fortynclet Svovlsyre, der opløser Kobberiltet og lader et tyndt Lag fint Sølv tilbage. Til at vaage over at Mønter og andet Sølv inde- holder det foreskrevne eller angivne Forhold er der ansat en Embedsmand, Guardeinen, som opløser et af- vejet ringe Kvantum Sølv i Salpetersyre, og heraf ud- fælder Sølvet med en Opløsning af Kogsalt; naar nu denne Opløsnings Styrke er bekendt, og der ikke an- vendes mere encl nødvendigt til den fuldstændige Ud- fældning, da kan Undersøgeren med største Nøjagtig- hed beregne, hvormeget Sølv der er udfældet med den anvendte Mængde Saltopløsning. Til ægte Sølvblad anvendes fint Sølv, der udvalses til den nødvendige Tyndhed. Bladsølvet er dog ikke holdbart i Luften, da det let anløber og faar et skident brunlig, tilsidst sort Udseende af Svovlbrintedampe, hvorfor det mindre hvide Aluminiumblad ofte fore- trækkes paa Grund af dets større Holdbarhed. Ogsaa Sølvskeer, der anvendes til svovlholdige Fødemidler, som Æg og Sennep, blive sorte af Svovlsølv. Vægtfylden er 1O,48, og det smelter i Hvidglødhede (ca. 1000°).