Kortfattet Vejledning I Kendskabet Til Farvekemien

20 sort Svovlkviksølv, ogsaa kakiet Kviksølvmohr, som overføres i den røde Modifikation ved at sublimeres (tør Destilation). Hertil anvendes Sublimationskolber, der, for at de ikke skulle slaa Revner ved den senere Opvarmning, bedækkés med et Lag Ler, hvori der er blandet Fæhaar. Flere saadanne Kolber anbringes over en fælles Ild, idet de, ligesom Gryder paa et Komfur, hænge paa en fremstaaende Kant, der er anbragt saa- ledes, at de 2/3 af Kolben er under Ildstedets Dæk- plade, og kun V3 er over samme. Disse Kolber ophedes meget langsomt, og først naar de have opnaaet mørk Rødglødhede, kommes Ind- holdet af en af de nævnte Krukker med Kviksølvmohr i hver Kolbe, hvorved dette antændes og brænder med en lille Flamme. Naar denne Flamme er ifærcl med at slukkes, tommes andre Krukker i Kolberne, og her- med vedblives der, indtil der er kommen saa meget Mohr i hver Kolbe, som man ved Erfaring liar fundet at være passende. Naar Kolberne ere „beskikkede", og Flammerne næsten slukkede, da er det meste af det overskydende Svovl forbrændt, og nu tiklækkes Kolberne med en saakaldet Hjelm (Destillerhat) af Ler med et skraat nedadgaaende Rør, der er aabent i den nederste Ende, og Ilden forstærkes. Hesten af det overskydende Svovl destillerer nu over, og Svovl- dampene antændes ved Udtrædningen af Røret. Naar der ikke kommer flere Svovldampe, forøges Ilden yder- ligere, og Zinnoberen begynder at sublimeres, idet det sorte Svovlkviksølv fordamper og afsætter sig som et rødt Lag i Hjelmen og den øverste Del af Røret. Man kan se, at Sublimationen er tilendebragt clerpaa, at smaa blaa Flammer, der have vist sig der, hvor Hjelmen ligger paa Kolben, slukkes. Ilden tages bort, og Kolberne afkøles. Derefter sønderslaas Hjelmene, og den derpaa siddende Zinnober pilles af og vandmales til et fint Pulver. Zinnoberen