Kortfattet Vejledning I Kendskabet Til Farvekemien

22 Kalium, indtil Kviksølvet har forandret sig til et mørke- rødt Pulver, som hensættes en kort Tid til Bundsæt- ning, hvorefter den ovenstaaende Væske hældes fra. Bundfaldet kommes i en Jerngryde, overgydes med tynd Kalilud og opvarmes under Omrøring, ligesom foran angivet, til 40 — 50°, til den rette Farve er naaet. Der maa arbejdes med samme Agtpaagivenhed som ved den foran beskrevne Maade, hvorefter udvaskes og sigtes. Der er i den seneste Tid gjort Forsøg paa at frem- stille Zinnober ad galvanisk Vej. men det er ikke bekendt, at denne Fremstillingsmaade er gennemført fabriks- mæssigt. Zinnober er som bekendt en meget skattet Farve, men har dog adskillige mindre heldige Egenskaber. Den er meget kostbar, den kan ikke taale stærkt Lys, da den udsat herfor hurtig sværtes, idet den efter- haanden gaar over i den sorte Modifikation og bliver til Mohr; den er derimod særdeles holdbar til indven- dige Anstrøg, men maa ikke blandes med Blyfarver (Mønnie, Blyhvidt og Chromgult), hvorimod den bedre taaler Zinkhvidt og Zinkgult. Bedst taaler den Lithopone- hvidt, der jo ogsaa er en Svovlforbindelse. Ren Zinnober er aldeles flygtig og vil ved at op-, hedes i en lille Porcellænsdigel fuldstændig fordampe, uden at efterlade nogen Rest. Bliver en saadan tilbage, kan det være Tungspath (hvid) eller Jernfarve (rødbrun). Farven kan være fixet op med Anilin, men giver da et farvet Udtryk med Alkohol, eller der gaar ved Op- hedning en Glødning igennem den. Den er uopløselig i Saltsyre og i Salpetersyre, men opløses i en Blan- ding af begge Dele (Kongevand). Blymønnie blandet i Zinnober kendes paa, at den, ved at koges i et Reagensglas med fortyndet Salpeter- syre, bliver brunrød; lader man Bundfaldet sætte sig og hælder den ovenstaaende Væske af, vil den deri