Kortfattet Vejledning I Kendskabet Til Farvekemien

For at erholde en aldeles rén Kraplak maa man før Fabrikationen overbevise sig om, at alle fremmede Stoffer i Krapkullene ere tilintetgjorte (destruerede) af Svovlsyren. Man gør derfor stedse forud mindre For- søg, og naar disse ikke give tilstrækkelig godt Resul- tat, maa Kullene o ver gydes med en ny Portion kon- centreret Svovlsyre og underkastes en ny Udvaskning, som foran beskrevet. Kraplakken er ubetinget den mest ægte af alle Lakfarver; den bleger ikke, naar den bliver udsat for stærkt Sollys, og lader sig blande med alle Farver. En god Farve kendes paa, at den opløses i Ammoniak- vand, som altsaa farves rødt, og at den kan overgydes med Svovlsyre, uden at selve Farven destrueres. Foruden den her omtalte ægte Kraplak, gives del- en anden rød Farve, som fremstilles af saakaldt kunstig Alizarin med Purpurin, som udvindes af Stenkulstjære, hvoraf man kan udfælde aldeles lignende Lakfarve]-. Dette Farvestof, som altsaa fremstilles ad rent kemisk Vej, er i sin Sammensætning aldeles analogt mecl det naturligt forekommende og er i Besiddelse af ganske de samme Egenskaber. Denne kunstige Alizarin har dog den fra den naturlige afvigende Egenskab, at den for at give en ren purpurfarvet Lak, som ikke falder i det blaalige, fordrer Tilstedeværelse af Kalk. Fremstillingsmaaden er følgende: Man tilbereder en Opløsning af det saakaldte Alizarinpasta (dette er en bleggu], clejgagtig Masse, som maa indeholde baade Alizarin og Purpurin) i ren Natronlud, og denne Op- løsning fortyndes stærkt med rent Vand. Heraf fældes en smuk skarlagenrød Farve ved Tilsætning af en tynd Opløsning af Alun mecl lidt Chlorcalcium. Herved dan- nes Lerjordhydrat og lidt Gibs, der udfældes samtidig med Farven, medens Natronhydratet tager Svovlsyren 3