Kortfattet Vejledning I Kendskabet Til Farvekemien

65 Dersom man sammenholder 2 Sorter Chromgult, da kunne disse tilsyneladende være aldeles ens, men ved at afveje ligestore Dele af dem, og rive dem med ligestore Portioner Pariserblaat, vil man kunne afgøre, om de ere lige kraftige derved, at den Prøve, som har det største Chromindhold, vil vise sig gulgrøn, medens den forfalskede eller mere forfalskede vil falde mere blaalig. Zinkgult. Den gule Farve, som er kendt under dette Navn, har ikke været benyttet saa længe som den gule Bly- farve. Det er først i de senere Aar, at den er be- gyndt at trænge igennem, og den vil sandsynligvis vinde mere Terrain paa det Chromgules Bekostning, da den har det Fortrin, at den er langt mere holdbar og ikke sværtes af Blyfarvens værste Fjende, Svovl- brinten. Paa den anden Side kan det ikke nægtes, at Blyet giver en langt intensivere Farve, som kan fremstilles i mange flere Nuancer. Endvidere er Bly- forbindelsen mere varm og saftig, medens Zinkgult har en koldere Tone. Zinkgult er chromsurt Zinkilte og forekommer aldrig nuanceret med Svovlsyre, da det svovlsure Zinksalt er let opløseligt og altsaa ikke lader sig udfælde. Zinkgult kan fremstilles paa flere Maader, og den, som ligger nærmest for, og som oprindelig anvendtes, er, at udfælde den af et opløseligt Zinksalt. Hertil be- nyttes en Opløsning af Zinkvitriol (svovlsurt Zinkilte). For at rense dette Salt, der næsten altid indeholder fri Svovlsyre og Jernilte, tilsættes lidt Zinkilte (Zink- hvidt), og Blandingen koges i nogen Tid under stadig Omrøring. Herved mættes den frie Svovlsyre, og Jerniltet udskilles og bundfældes. Af den saaledes rensede og klarede Opløsning, der igen maa ophedes til