Kortfattet Vejledning I Kendskabet Til Farvekemien

74 Bogstaverne C. og F. betegne altsaa Nuancen, de øvrige Finheden. Hertil føjes endnu nogle Mærker, som betegne Farvens Intensitet eller Farveevne, nemlig Qualité superieur, som er den kraftigste, lmier Qualité og 2<le Qualité — Mærkerne bør være indbrændte; de paa- malede ere hyppigt upaalidelige. Der drives forøvrigt undertiden ikke saa lidt Humbug dermed. Den kraftigste Guldokker faas fra Auxerre og kaldes hos os for Pariserokker (den har forøvrigt intet- somhelst med Paris at gøre) eller Medaljeokker. De Okkersorter, som udvindes i Vaucluse og kommer hertil over Marseille, staa langt tilbage for Auxerre- Okkeren baade i Farvekraft og Skønhed. Den mekaniske Behandling, der er den samme for alle Jordfarver, er følgende: 1. Vandmaling (2 Gange), 2. Slemning, som for de fineste Sorter foretages ■2 Gange, 3. Optørring, som bør ske uden Anvendelse af kunstig Varme, for at Stoffet kan beholde sin Blødhed, og 4. Pulverisering, som maa foretages meget om- hyggeligt, og af hvis Finhed Prisen er meget afhængig. Det fineste Pulver kaldes impalpable (uføleligt). Det, som ovenfor er sagt om de franske gule Okker- arters Forekomst og almindelige Forhold, gælder ogsaa om de mørke Okkerarter. Forskellen bestaar i et større Indhold af Jernt veilte eller i Tilstedeværelsen af Manganiltehydrat. Der gives jernholdige Lerarter, der ikke kunne anvendes som Farvestof, nemlig de Sorter, der anven- des til Teglsten og røde Mursten, hvis Farve frem- kommer derved, at det deri indeholdte Jerntveilte mi- ster sit Hydratvand og bliver rødt ved Brændingen.